← Lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse

§ Lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse · kapitel 12 af 16

Kapitel 4 – Regnskab og revision

LOV nr 418 af 06/06/2002

§ 26. Institutionens regnskabsår er finansåret. Ved regnskabsårets afslutning udarbejdes et årsregnskab. Årsregnskabet opstilles og indsendes til Undervisningsministeriet efter regler, der fastsættes af undervisningsministeren. Årsregnskabet påtegnes af revisor.

Stk. 2. I forbindelse med indsendelse af årsregnskabet skal bestyrelsesmedlemmerne afgive en erklæring på tro og love om, at de opfylder betingelserne for at være medlem af bestyrelsen, jf. § 5, stk. 3 og 4.

Stk. 3. Institutionens regnskabsføring skal være i overensstemmelse med regler, der fastsættes af undervisningsministeren.

Stk. 4. Regnskaberne revideres efter regler fastsat af undervisningsministeren. Revisionen udføres af en statsautoriseret eller registreret revisor.

Stk. 5. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om revisors kontrol af institutionens oplysninger til brug ved beregning af statstilskud.

Stk. 6. Revisor fører en revisionsprotokol, der indsendes til Undervisningsministeriet sammen med årsregnskabet.

Stk. 7. Årsregnskab og revisionsprotokol underskrives af alle medlemmer af institutionens bestyrelse og af institutionens leder.

§ 27. Institutionens revisor, jf. § 26, stk. 4, må ikke samtidig være revisor for udlejer af de ejendomme m.m., som institutionen anvender, eller for fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, der kontrollerer udlejer.

Stk. 2. Institutionens revisor kan dog være revisor for udlejer m.v., jf. stk. 1, hvis lejeforholdet er af uvæsentligt omfang. Undervisningsministeren fastsætter regler herom.

Stk. 3. Opfylder revisor ikke kravene til revision i henhold til denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, eller tilsidesætter revisor i øvrigt sine pligter som revisor, kan undervisningsministeren pålægge institutionen inden en nærmere angivet frist at antage en anden revisor.

§ 28. Hvis det af revisionsprotokollen fremgår, at der foreligger lovovertrædelser eller andre uacceptable forhold i forbindelse med forvaltningen af institutionens midler, skal undervisningsministeren, hvis revisionen giver anledning hertil, snarest iværksætte foranstaltninger til genoprettelse af en lovlig og forsvarlig forvaltning. Det samme gælder, hvis ministeren på anden måde bliver gjort bekendt med de nævnte forhold.