Lov om etablering af Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder § 7
§ 7. Bestyrelsen for Institut for Menneskerettigheder består af 13 medlemmer, der udpeges i deres personlige egenskab:
-
Seks medlemmer udpeges af Rådet for Menneskerettigheder, jf. stk. 5,
-
to medlemmer udpeges af rektor for Københavns Universitet,
-
to medlemmer udpeges af rektor for Aarhus Universitet,
-
to medlemmer udpeges af Rektorkollegiet,
-
et medlem vælges af medarbejderne ved instituttet.
Stk. 2. Af de af Rådet for Menneskerettigheder udpegede medlemmer skal mindst to have tilknytning til de etniske minoriteter eller en humanitær organisation, der beskæftiger sig med områder af betydning for de etniske minoriteter.
Stk. 3. Af de af rektorerne for Københavns og Aarhus Universiteter udpegede medlemmer skal mindst to være tilknyttet de juridiske faggrupper.
Stk. 4. Bestyrelsen vælger sin formand af egen midte.
Stk. 5. Der nedsættes et Råd for Menneskerettigheder, der sammensættes således, at de synspunkter, som gør sig gældende blandt interesserede frivillige organisationer, særligt berørte offentlige myndigheder, interesserede forskere og andre særligt interesserede enkeltpersoner og grupper af personer, herunder de etniske minoriteter, afspejles.
Stk. 6. Rådet for Menneskerettigheder drøfter de overordnede retningslinjer for instituttets virksomhed i overensstemmelse med internationalt anerkendte principper og påser, at instituttets aktiviteter er i overensstemmelse med dets formål efter denne lov. Rådet kan over for institutbestyrelsen fremsætte forslag til nye aktiviteter og vurdere forløbet af hidtidige aktiviteter.
Kilde: Retsinformation.dk