§ Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed · kapitel 26 af 28
Kapitel 12 – Forskellige bestemmelser
LOV nr 1052 af 17/12/2002
§ 86. Sager og dokumenter vedrørende DR’s, TV 2/DANMARK’s og de regionale TV 2-virksomheders programvirksomhed og forretningsmæssige forhold i tilknytning hertil er undtaget fra lov om offentlighed i forvaltningen.
Stk. 2. Sager og dokumenter vedrørende DR’s, TV 2/DANMARK’s og de regionale TV 2-virksomheders programvirksomhed og forretningsmæssige forhold i tilknytning hertil er undtaget fra forvaltningslovens kapitel 4-6.
§ 87. DR, TV 2/DANMARK, de regionale TV 2-virksomheder, indehavere af tilladelse til programvirksomhed og registrerede foretagender skal optage og i 3 måneder opbevare alle programmer på bånd i overensstemmelse med regler, der kan fastsættes af kulturministeren. I forbindelse med behandlingen af en sag vedrørende programvirksomheden, herunder vedrørende udsendte reklamer, kan det pålægges foretagendet at aflevere optagelser af programmerne. Hvis behandlingen af en sag gør det nødvendigt, kan det pålægges foretagendet at opbevare bånd i mere end 3 måneder.
§ 88. Radio- og fjernsynsforetagender, der er omfattet af denne lov, er forpligtet til efter regler, der kan fastsættes af kulturministeren, at udsende meddelelser af beredskabsmæssig betydning til befolkningen.
§ 89. Kulturministeren kan fastsætte regler om, at DR mod godtgørelse af de hermed forbundne udgifter skal stille optagelser af sine programmer til rådighed for et i forskningsøjemed oprettet arkiv, og om adgangen til de arkiverede optagelser. Udgifterne ved oprettelse og drift af et sådant arkiv afholdes af statskassen.
§ 90. Kulturministeren kan fastsætte regler om, at fjernsynsforetagenders enerettigheder til begivenheder af væsentlig samfundsmæssig interesse ikke må udnyttes på en sådan måde, at en betydelig del af befolkningen forhindres i at kunne følge sådanne begivenheder via direkte eller tidsforskudt transmission på gratis fjernsyn.
Stk. 2. Fjernsynsforetagender, der hører under dansk myndighed, må ikke udnytte enerettigheder til begivenheder, som af et andet EU-land eller et land, som Fællesskabet har indgået aftale med, er erklæret for at være af væsentlig samfundsmæssig interesse, på en sådan måde, at en betydelig del af befolkningen i det pågældende land er forhindret i at følge begivenhederne på gratis fjernsyn. Udnyttelsen af enerettighederne skal ske i overensstemmelse med det pågældende lands regler om hel eller delvis transmission og om samtidig eller forskudt transmission af begivenhederne.
Stk. 3. For at sikre almenhedens ret til information kan kulturministeren fastsætte regler om visse begrænsninger i fjernsynsforetagenders udnyttelse af enerettigheder til spredning af fjernsynsoptagelser fra større begivenheder, således at andre fjernsynsforetagender under nærmere angivne vilkår vil kunne bringe korte nyhedsindslag om begivenhederne.
§ 91. Det er ikke tilladt at fremstille, importere, omsætte, besidde eller ændre dekodere eller andet dekodningsudstyr, hvis formål det er at give uautoriseret adgang til indholdet af et kodet radio- eller tv-program. Annoncering eller anden form for reklame for sådant udstyr er ikke tilladt.
§ 92. Anvendelse af radiofrekvenser med henblik på udøvelse af programvirksomhed forudsætter tilladelse udstedt af IT- og Telestyrelsen i henhold til lov om radiofrekvenser. Såfremt tilladelse i henhold til 1. pkt. inddrages, bortfalder eller tilbagekaldes, kan kulturministeren beslutte, at programtilladelsen i henhold til radio- og fjernsynsloven bortfalder.
Stk. 2. Radio- og tv-nævnet samt de lokale radio- og fjernsynsnævn kan i forbindelse med udstedelse af programtilladelse fastsætte en frist, inden for hvilken der skal foreligge en tilladelse i henhold til lov om radiofrekvenser. Fristen kan forlænges.