← Arkivloven

§ Arkivloven · kapitel 14 af 24

Kapitel 2 – *

LOV nr 1050 af 17/12/2002

Offentlige arkiver

§ 2. De offentlige arkiver består af Statens Arkiver samt af kommunale arkiver.

§ 3. Statens Arkiver består af Rigsarkivet samt tilknyttede institutioner.

    Stk. 2. Statens Arkiver ledes af rigsarkivaren. Rigsarkivaren udpeges af kulturministeren.

§ 4. Statens Arkiver har til formål

  1. at sikre bevaringen af arkivalier, der har historisk værdi eller tjener til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ eller retlig betydning for borgere og myndigheder,

  2. at sikre muligheden for kassation af ikkebevaringsværdige offentlige arkivalier i samarbejde med de myndigheder, der er omfattet af denne lov,

  3. at stille arkivalier til rådighed for borgere og myndigheder, herunder til forskningsformål,

  4. at vejlede borgere og myndigheder i benyttelse af arkivalier,

  5. at udøve forskning og udbrede kendskabet til forskningens resultater.

§ 5. Statens Arkiver behandler sager vedrørende brug af rigsvåbenet og er rådgivende for offentlige myndigheder i spørgsmål vedrørende offentlige våbener, segl og emblemer.

§ 6. Statens Arkiver bistår de myndigheder, der er omfattet af denne lov, i arkivmæssig henseende. Statens Arkiver kan herunder udføre arkivundersøgelser samt opgaver af arkivteknisk karakter m.v.

    Stk. 2. Statens Arkiver kan opkræve vederlag for sin bistand, jf. stk. 1.

    Stk. 3. Statens Arkiver kan opkræve vederlag for opbevaring af ikkeafleveringspligtige arkivalier, der afleveres til Statens Arkiver.

    Stk. 4. Statens Arkiver kan opkræve gebyr for udfærdigelse af udskrifter.

§ 7. Kommunerne kan oprette arkiver med det formål

  1. at sikre bevaringen af arkivalier, der har historisk værdi eller tjener til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ eller retlig betydning for borgere og myndigheder,

  2. at sikre muligheden for kassation af ikkebevaringsværdige offentlige arkivalier,

  3. at stille arkivalier til rådighed for borgere og myndigheder, herunder til forskningsformål, samt

  4. at vejlede borgere og myndigheder i benyttelse af arkivalier.

    Stk. 2. Statens Arkiver samarbejder med de kommunale arkiver.