← Lov om udstedere af elektroniske penge

§ Lov om udstedere af elektroniske penge · kapitel 9 af 16

Kapitel 9 – *

LOV nr 502 af 07/06/2001

Inddragelse af tilladelse og opløsning

§ 23. Finanstilsynet kan inddrage en udsteder af elektroniske penges tilladelse,

  1. hvis virksomheden ikke påbegyndes senest 12 måneder efter tilladelsens meddelelse,

  2. hvis virksomhed ikke udøves i en periode på over 6 måneder,

  3. hvis udstederen gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af bestemmelser i denne lov eller af forskrifter udstedt i medfør af loven eller

  4. i de i bank- og sparekasselovens § 6, stk. 6, 7, 8 og 10, nævnte tilfælde.

    Stk. 2. Opfylder udstederen ikke solvenskravet i § 13, og har udstederen ikke tilvejebragt den foreskrevne kapital inden for den i medfør af § 13, stk. 2, fastsatte frist, skal Finanstilsynet inddrage tilladelsen. Finanstilsynet kan bestemme, at bestyrelsen inden for en nærmere angiven frist uanset vedtægternes bestemmelse herom skal indkalde generalforsamlingen og redegøre for udstederens økonomiske forhold.

§ 24. Opfylder en udsteder af elektroniske penges ansvarlige kapital ikke kapitalkravet på tilladelsestidspunktet i henhold til § 7, kan Finanstilsynet enten fastsætte en frist til at bringe den ansvarlige kapital op på dette minimum eller straks inddrage tilladelsen.

§ 25. Inddrages tilladelsen til en udsteder af elektroniske penge, skal virksomheden afvikles. Anden virksomhed må ikke optages, før afviklingen er afsluttet.

    Stk. 2. Sker afviklingen på anden måde end ved likvidation, konkurs eller i henhold til § 27, skal afviklingens form, indhold og gennemførelse godkendes af Finanstilsynet.

§ 26. §§ 44 b, 46, 47 a, 47 c og 47 d i bank- og sparekasseloven om inddragelse af tilladelse og opløsning finder tilsvarende anvendelse for udstedere af elektroniske penge.