Lov om finansiel virksomhed § 62

§ 62. Finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal have en eller flere generalforsamlingsvalgte revisorer (ekstern revisor), der skal være statsautoriserede eller registrerede. Mindst én revisor skal være statsautoriseret. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde udpege en yderligere revisor. Denne revisor fungerer på samme vilkår og efter samme regler som de revisorer, der er valgt af generalforsamlingen.

    Stk. 2. Revisorerne i en finansiel virksomhed eller i en finansiel holdingvirksomhed skal tillige være revisorer i virksomhedens dattervirksomheder.

    Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse på modervirksomheder og dattervirksomheder, der ikke er hjemmehørende i Danmark.

    Stk. 4. Finanstilsynet kan afskedige en revisor, der findes åbenbart uegnet til sit hverv, og i stedet udpege en anden revisor, jf. stk. 1, der fungerer, indtil nyt valg kan foretages.

    Stk. 5. Ved revisorskifte skal virksomheden og revisor give Finanstilsynet hver sin redegørelse, hvis skiftet skyldes særlige forhold.

    Stk. 6. Finanstilsynet kan pålægge revisor og den interne revisionschef at give oplysninger om forholdene i en finansiel virksomhed, en finansiel holdingvirksomhed eller i sådanne virksomheders dattervirksomheder.

    Stk. 7. Finanstilsynet kan foranstalte en ekstraordinær revision i en finansiel virksomhed, i en finansiel holdingvirksomhed eller i sådanne virksomheders dattervirksomheder. Den finansielle virksomhed kan pålægges at betale for revisionens udførelse. Finanstilsynet godkender honorarets størrelse.

    Stk. 8. Aktieselskabslovens bestemmelser om revisorer, §§ 82-85, finder med de fornødne tilpasninger tilsvarende anvendelse på finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder, der ikke er aktieselskaber.

    Stk. 9. Finanstilsynet fastsætter bestemmelser om revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder, i finansielle holdingvirksomheder og i sådanne virksomheders dattervirksomheder. Herunder kan Finanstilsynet fastsætte bestemmelser om intern revision og om systemrevisionens gennemførelse i fælles datacentraler.

Kilde: Retsinformation.dk