← Børneloven

§ Børneloven · kapitel 10 af 18

Kapitel 1 – Registrering af faderskab i forbindelse med fødslen

LOV nr 460 af 07/06/2001

§ 1. Fødes et barn af en gift kvinde, anses ægtemanden som far til barnet. Registrering af faderskabet sker i forbindelse med registrering af barnets fødsel.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

  1. ægtefællerne ved barnets fødsel er separerede,

  2. moderen inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel har været gift med en anden mand uden at være separeret eller

  3. begge ægtefæller anmoder om, at der rejses faderskabssag.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvis ægtemanden er død inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel.

Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 3, jf. stk. 1, gælder ikke, hvis

  1. ægtefællerne på dødstidspunktet var separerede,

  2. moderen inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel har været gift med en anden mand uden at være separeret eller

  3. moderen anmoder om, at der rejses faderskabssag.

§ 2. Fødes et barn af en ugift kvinde, anses en mand som far til barnet, hvis han og moderen skriftligt erklærer, at de sammen vil varetage omsorgen og ansvaret for barnet. Registrering af faderskabet sker i forbindelse med registrering af barnets fødsel.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

  1. moderen inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel har været gift med en anden mand uden at være separeret eller

  2. en eller begge parter på tidspunktet for erklæringen er umyndig eller under værgemål.

§ 3. Er faderskab før barnets fødsel anerkendt efter § 14, stk. 1 eller stk. 2, nr. 1, kan det på dette grundlag registreres i forbindelse med registreringen af barnets fødsel.