Lov om erhvervsudvikling § 7

§ 7. Rådet for Innovation har til opgave inden for rammerne af § 2, stk. 1, at rådgive om tilrettelæggelsen og udviklingen af erhvervsfremmende initiativer med henblik på at fremme etablering af nye og innovative virksomheder, at fremme kapitalformidling til erhvervslivet, at udvikle gode rammer for videnopbygning og udnyttelse heraf i virksomheder samt at fremme udviklingen af nye samarbejdsformer, herunder offentligt/privat samarbejde og samarbejde mellem virksomheder.

Stk. 2. Rådet udarbejder en flerårig strategi for sit arbejde, som skal godkendes af erhvervsministeren.

Stk. 3. Rådet kan anbefale og foranstalte gennemførelse af analyser og evalueringer af potentielle indsatsområder og eksisterende initiativer inden for rådets arbejdsområde. Med udgangspunkt heri kan rådet rådgive regeringen om forbedringsmuligheder inden for de erhvervsmæssige rammevilkår.

Stk. 4. Rådet træffer afgørelse i sager vedrørende de erhvervsfremmeaktiviteter, som af ministeren er henlagt til rådet, og hvortil der ydes hel eller delvis finansiering. Rådets afgørelser er endelige. Rådet kan delegere sin beslutningskompetence til sekretariatet. Rådet fastsætter i så tilfælde en sekretariatsbemyndigelse.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser truffet af sekretariatet i henhold til den af rådet givne bemyndigelse i sager om hel eller delvis finansiering af erhvervsfremmeaktiviteter kan indbringes for Erhvervsankenævnet, eller at afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 6. Rådet kan nedsætte ad hoc-udvalg til bistand ved gennemførelse af rådets arbejdsopgaver.

Kilde: Retsinformation.dk