Lov om erhvervsudvikling § 18
§ 18. Erhvervsministeren kan godkende innovationsmiljøer med henblik på at fremme samspillet mellem det offentlige vidensystem, nye innovative virksomheder, etablerede virksomheder og kapitalkilder.
Stk. 2. Et innovationsmiljø skal for at blive godkendt råde over faciliteter, kompetencer og kvalifikationer, der kan fremme nye innovative virksomheder med henblik på at udvikle og kommercialisere nye service- og produktideer. For at et innovationsmiljø kan godkendes, skal stifterne opfylde følgende krav:
-
Stifterne skal have evne til og erfaring med at fremme udvikling af nye service- og produktideer samt start af nye virksomheder gennem rådgivning og formidling af uddannelse, viden og kapital.
-
Stifterne skal råde over fysiske og administrative faciliteter i tilknytning til et vidensmiljø.
-
Stifterne skal have samarbejdsaftaler med relevante universiteter, forskningsinstitutioner, uddannelsesinstitutioner eller lignende samt kapitalkilder og etablerede virksomheder.
-
Såfremt stifterne har egne virksomheder, skal disse over en flerårig periode have udvist et tilfredsstillende resultat af den ordinære drift, ligesom virksomhederne skal have en soliditet og en egenkapital, der står i rimeligt forhold til virksomhedernes forretningsgrundlag.
-
Stifterne må ikke have ubetalt forfalden gæld til det offentlige, der overstiger 50.000 kr.
Stk. 3. Erhvervsministeren kan inden for en bevilling, der fastsættes på de årlige finanslove, helt eller delvis finansiere etableringen og driften af godkendte innovationsmiljøer.
Stk. 4. Et innovationsmiljø skal være et aktieselskab, anpartsselskab eller partnerselskab, hvis hovedformål er at beskæftige sig med aktiviteter, som knytter sig til udvikling af nye service- og produktideer frem mod en kommerciel udnyttelse.
Stk. 5. Et godkendt innovationsmiljø skal meddele erhvervsministeren, såfremt der sker ændringer i forhold, der ligger til grund for godkendelsen og medfinansieringen af innovationsmiljøer.
Stk. 6. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for etableringen og videreførelsen af godkendte innovationsmiljøer.
Stk. 7. Forvaltningsloven finder anvendelse på den virksomhed, der udøves som godkendt innovationsmiljø.
Kilde: Retsinformation.dk