Årsregnskabsloven § 70

§ 70. Virksomheden skal beskrive de transaktioner, den har foretaget med nærtstående parter, jf. bilag 1, A, nr. 4, herunder grundlaget for forbindelsen med de pågældende parter. Dette gælder dog ikke for en dattervirksomhed, hvis

  1. dattervirksomhedens regnskab ved fuld konsolidering, pro rata-konsolidering eller ved indregning til regnskabsmæsig indre værdi indgår i et koncernregnskab, der er aflagt af modervirksomheden eller af en af dennes modervirksomheder i stedet,

  2. den modervirksomhed, der aflægger det i nr. 1 omhandlede koncernregnskab, har hjemsted her i landet eller henhører under lovgivningen i et andet EU-land eller i et andet land, hvormed Fællesskabet har indgået aftale,

  3. det i nr. 1 omhandlede koncernregnskab er udarbejdet efter reglerne i denne lov eller, hvis den modervirksomhed, der aflægger koncernregnskabet, er udenlandsk, efter reglerne i Rådets direktiv 83/349/EØF med senere ændringer og det er revideret og offentliggjort efter de nævnte regler og

  4. den modervirksomhed, der aflægger det i nr. 1 omhandlede koncernregnskab, direkte eller indirekte besidder alle kapitalandelene i dattervirksomheden.

Stk. 2. Virksomheden skal herudover oplyse om de nærtstående parter, som har bestemmende indflydelse på virksomheden. Oplysningerne skal omfatte navn, bopæl, for virksomheders vedkommende hjemsted, og grundlaget for den bestemmende indflydelse.

Stk. 3. Er en erhvervsdrivende fond ved en vedtægtsbestemmelse eller aftale knyttet til en erhvervsdrivende virksomhed eller en anden fond, skal der redegøres herfor.

Kilde: Retsinformation.dk