Årsregnskabsloven § 136
§ 136. Det påhviler Erhvervs- og Selskabsstyrelsen at sørge for, at der udarbejdes standarder, der i nødvendigt omfang skal udfylde og supplere denne lov. Standarderne kan inden for rammerne af Rådets direktiver 78/660/EØF og 83/349/EØF med senere ændringer fastsætte de undtagelser fra bestemmelser, der er omfattet af fravigelsespligten efter § 11, stk. 3, og hvor fravigelsen anses for nødvendig for en praktisk og hensigtsmæssig anvendelse af bestemmelserne. Standarderne skal angive, hvilke grupper af virksomheder der kan eller skal følge standarderne.
Stk. 2. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan med henblik på at opfylde international aftale, EØF-retsforskrifter eller EU-retsforskrifter fastsætte regler om, at bestemte grupper af virksomheder kan eller skal følge internationale regnskabsstandarder. Styrelsen hører den i § 137, stk. 1, omhandlede organisation, der skal udtale sig om en international regnskabsstandards egnethed på danske forhold, herunder hvilke tilpasninger der måtte være nødvendige, for at standarden tillige skal kunne gøres anvendelig på virksomheder, der ikke er omfattet af regnskabsklasse D.
Stk. 3. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan pålægge en organisation, der er indgået aftale med, jf. § 137, stk. 1, at udarbejde særlige standarder på områder, hvor der viser sig et reguleringsbehov.
Kilde: Retsinformation.dk