§ SoSu-loven · kapitel 18 af 18
Kapitel 9 – Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
LOV nr 343 af 16/05/2001
§ 41. Loven træder i kraft den 1. januar 2002.
Stk. 2. Lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 885 af 12. september 2000, ophæves, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Den lov, der er nævnt i stk. 2, og regler, der er udstedt med hjemmel heri, finder dog anvendelse for elever, der inden den 1. januar 2002 er begyndt på social- og sundhedshjælperuddannelsen, social- og sundhedsassistentuddannelsen eller på den pædagogiske grunduddannelse. Undervisningsministeren kan fastsætte overgangsordninger, hvorefter disse elever kan afslutte deres uddannelse efter denne lov.
Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra Rådet for de mellemlange videregående uddannelser regler om, i hvilket omfang de hidtidige bestemmelser om de videregående social- og sundhedsuddannelser i den lov, der er nævnt i stk. 2, fortsat finder anvendelse for sygeplejerske- og radiografuddannelserne.
Stk. 5. Regler fastsat med hjemmel i den lov, der er nævnt i stk. 2, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af denne lov.
§ 42. Det medlem af Rådet for de grundlæggende Social- og Sundhedsuddannelser, der udpeges efter indstilling fra elevernes organisationer, og som tiltræder rådet i henhold til § 16, stk. 1, ved lovens ikrafttræden, udpeges for perioden indtil den 31. marts 2003.
§ 43. Loven tages op til revision i folketingsåret 2005-06.
§ 44. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
§ 45. I lov nr. 488 af 31. maj 2000 om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne foretages følgende ændring:
1. I § 33 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Undervisningsministeren bemyndiges dog til at fastsætte ikrafttrædelsestidspunktet for lovens anvendelse for grunduddannelse for voksne inden for de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser .«
§ 46. I lov om Danmarks Evalueringsinstitut, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 12. september 2000, som ændret ved § 13 i lov nr. 246 af 6. april 2001, foretages følgende ændring i bilag 1 til loven:
1. Nr. 30 affattes således:
»30) Lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser.«
§ 47. I lov om Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 684 af 11. juli 2000, foretages følgende ændring:
1. I § 27 f, stk. 1, nr. 2, udgår »i henhold til § 25 i lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser m.v.«
Givet på Christiansborg Slot, den 16. maj 2001
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
Margrethe R.
/Margrethe Vestager