§ SoSu-loven · kapitel 16 af 18
Kapitel 7 – Eleverne
LOV nr 343 af 16/05/2001
§ 32. Skolen udarbejder sammen med eleven en personlig uddannelsesplan for eleven. I den personlige uddannelsesplan beskrives elevens mål for uddannelsesforløbet og det samlede uddannelsesforløb.
Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om uddannelsesplaner.
§ 33. Ved hver skole har eleverne ret til at danne et elevråd. Elevrådet udpeger repræsentanter for eleverne til udvalg m.v., som skolen har nedsat til at behandle spørgsmål af betydning for eleverne i almindelighed. Dette gælder dog ikke udvalg m.v., hvor elevernes deltagelse ville stride mod anden lovgivning. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om valg til elevråd, om elevrådenes virksomhed og om amtsrådets forpligtelse over for elevrådene.
§ 34. Undervisningen ved offentlige skoler ved uddannelser efter denne lov er vederlagsfri.
Stk. 2. Amtsrådet kan bestemme, at der kan opkræves betaling fra elever for deltagelse i ekskursioner m.v., der indgår som en del af undervisningen. Der kan dog ikke kræves betaling for udgifter, der vedrører undervisningen eller lærernes deltagelse. Rabat ydet i form af frirejser eller lignende skal komme samtlige deltagere til gode.
Stk. 3. Ekskursioner m.v. med en deltagerbetaling, der alene vedrører forplejning og højst udgør 50 kr. (1998-niveau) pr. påbegyndt døgn pr. deltager, er omfattet af den almindelige mødepligt. En elev kan ikke udelukkes fra deltagelse heri på grund af manglende erlæggelse af deltagerbetaling.
Stk. 4. Deltagelse i ekskursioner m.v. med en deltagerbetaling, der vedrører andet end forplejning eller udgør mere end 50 kr. (1998-niveau) pr. døgn pr. deltager, er frivillig for den enkelte elev, og skolen skal tilbyde alternativ undervisning til elever, der ikke deltager.
Stk. 5. Det i stk. 3 og 4 nævnte beløb reguleres hvert år med virkning fra den 1. august med satsreguleringsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det fremkomne beløb afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 10. Reguleringen sker på grundlag af den på reguleringstidspunktet gældende grænse før afrunding. Når reguleringen giver anledning til en forhøjelse eller nedsættelse af beløbet, bekendtgøres dette af undervisningsministeren.
Stk. 6. De undervisningsmidler, der er nødvendige for undervisningen, skal af amtsrådet stilles til rådighed for eleverne uden betaling, jf. dog stk. 7.
Stk. 7. Amtsrådet kan bestemme, at eleverne selv anskaffer lærebøger til brug ved undervisningen i obligatoriske områdefag og i begrænset omfang øvrige undervisningsmidler. Amtsrådet kan endvidere bestemme, at eleverne betaler for fotokopier til undervisningsbrug. Betalingen for fotokopier kan fastsættes som en gennemsnitsbetaling for skolens elever eller for grupper af elever på skolen.
Stk. 8. Amtsrådet har udpantningsret for krav på betaling i henhold til stk. 7.
§ 35. Amtsrådet yder tilskud til befordring for elever i grundforløbet i henhold til § 28 i lov om gymnasiet m.v. og regler, der er udstedt med hjemmel heri.
§ 36. Bestemmelserne i §§ 33-35 finder tilsvarende anvendelse i forhold til kommunalbestyrelserne i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.