§ Lov om Den Internationale Straffedomstol · kapitel 1 af 13
KAPITEL 1. – *
LOV nr 342 af 16/05/2001
OPRETTELSE AF DOMSTOLEN
Artikel 1
Domstolen
**
Der oprettes herved en international straffedomstol (»domstolen«). Domstolen skal være en permanent institution og skal have beføjelse til at retsforfølge personer for de alvorligste forbrydelser, der vedkommer det internationale samfund som helhed, som fastlagt i denne statut, og skal være komplementær i forhold til national strafferetlig jurisdiktion. Domstolens jurisdiktion og virke skal være undergivet bestemmelserne i denne statut.
**
Artikel 2
Domstolens forhold til De Forenede Nationer
**
Forholdet mellem domstolen og De Forenede Nationer fastlægges i en aftale, der skal godkendes af forsamlingen af deltagerstater i denne statut, og derefter indgås af domstolens præsident på domstolens vegne.
**
Artikel 3
Domstolens hjemsted
**
-
Domstolens sæde skal være i Haag, Nederlandene (»værtsstaten«).
-
Domstolen skal indgå en hjemstedsaftale med værtsstaten, der skal godkendes af forsamlingen af deltagerstater, og derefter indgås af domstolens præsident på domstolens vegne.
-
Når som helst domstolen anser det for ønskeligt, kan den træde sammen andetsteds i henhold til denne statut.
**
Artikel 4
Domstolens retlige status og beføjelser
**
-
Domstolen skal være en international juridisk person. Den skal derudover have en sådan retsevne, som vil være nødvendig til udøvelsen af dens funktioner og til opfyldelsen af dens formål.
-
Domstolen kan udøve sine funktioner og beføjelser, som fastlagt i denne statut, på enhver deltagerstats territorium og, efter særlig aftale, på enhver anden stats territorium.