← Lov om hold af slagtekyllinger

§ Lov om hold af slagtekyllinger · kapitel 3 af 7

Kapitel 3 – *

LOV nr 336 af 16/05/2001

Tilsyn på slagteri

§ 9. Tilstanden af trædepuder og fjerdragt på de slagtekyllinger, som bliver indleveret på et fjerkræslagteri, skal overvåges løbende på embedsdyrlægens ansvar.

    Stk. 2. Giver tilstanden af de undersøgte trædepuder og fjerdragter embedsdyrlægen grund til at antage, at der kan være velfærdsproblemer i det hus, som de pågældende slagtekyllinger hidrører fra, indberetter embedsdyrlægen det straks til vedkommende fødevareregion. Hvis forholdene skønnes at være mindre væsentlige, kan embedsdyrlægen dog i stedet henstille til producenten, at der skal rettes op på utilstrækkelige forhold i det pågældende hus. Hvis de påpegede forhold ikke er udbedret ved modtagelsen af det næste hold slagtekyllinger fra samme hus, skal embedsdyrlægen indberette det til vedkommende fødevareregion.

    Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om overvågning af slagtekyllingernes trædepuder og fjerdragt på slagterierne, herunder hvornår embedsdyrlægen bør foretage indberetning efter stk. 2. Reglerne fastsættes efter forhandling med ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Besætningskontrol

§ 10. Fødevareregionerne foretager løbende stikprøvekontrol af de forhold i husene, der kan have betydning for slagtekyllingernes velfærd, herunder kontrol af de fysiske rammer for dyreholdet og den daglige driftsledelse af slagtekyllingeproduktionen.

    Stk. 2. Fødevareregionerne foretager opfølgning på de indberetninger, som embedsdyrlægerne foretager, jf. § 9, stk. 2.

    Stk. 3. Fødevareregionerne fører kontrol med, om producenterne efterkommer meddelte påbud, jf. §§ 11-13.

Påbud

§ 11. Hvis en fødevareregion konstaterer velfærdsproblemer i et eller flere huse, skal fødevareregionen påbyde den ansvarlige producent inden for en nærmere fastsat frist at rette op på utilstrækkelige forhold. Hvis det findes påkrævet, skal fødevareregionen endvidere påbyde producenten inden for en nærmere fastsat frist at udarbejde en redegørelse for de tiltag, som er nødvendige for at udbedre forholdene. Fødevareregionen skal godkende indholdet af redegørelsen og fastsætte en frist for, hvornår de i redegørelsen foreslåede tiltag skal være gennemført.

§ 12. Fødevareregionerne kan påbyde en producent at nedsætte belægningen af slagtekyllinger i et eller flere huse til under den i § 7 foreskrevne belægningsgrad i følgende tilfælde:

  1. Hvis en fødevareregion konstaterer væsentlige eller gentagne velfærdsproblemer i et eller flere huse.

  2. Hvis producenten ikke inden for en given frist efterkommer et påbud om at rette op på utilstrækkelige forhold efter § 11, 1. pkt.

  3. Hvis producenten ikke udarbejder den i § 11, 2. pkt., nævnte redegørelse inden for den fastsatte frist.

  4. Hvis producenten ikke gennemfører de i redegørelsen beskrevne tiltag inden for den i medfør af § 11, 3. pkt., fastsatte frist.

    Stk. 2. Producenten kan i almindelighed ikke påbydes at nedsætte sin belægning af slagtekyllinger til mindre end 25 kg levende kylling pr. m2 gulvareal.

§ 13. Når producenten fremlægger dokumentation for, at de forhold, der har givet anledning til påbud efter § 12, er udbedret, beslutter fødevareregionen, på hvilke vilkår belægningen på ny kan øges under hensyntagen til dyrenes velfærd. Beslutningen træffes på grundlag af producentens dokumentation sammenholdt med resultaterne af kontrolbesøg i besætningen og oplysninger fra slagteriet om konstaterede trædepudesvidninger, kassationsårsager m.v.

Klageadgang

§ 14. Fødevareregionernes afgørelser i medfør af § 11, § 12, stk. 1, og § 13 kan påklages til Justitsministeriet. Klage over fødevareregionernes afgørelser har ikke opsættende virkning.

Administrative forskrifter om besætningskontrol

§ 15. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om kontrol af huse, herunder om krav til redegørelsen, tidsfrister m.v., og om, hvornår forholdene bør give anledning til indgriben fra fødevareregionerne. Reglerne fastsættes efter forhandling med ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri og de organisationer, der efter justitsministerens skøn særlig berøres af reglerne.

Adgang til besætninger m.v.

§ 16. Ansatte i Fødevaredirektoratet og fødevareregionerne har, i det omfang udførelsen af de i denne lov nævnte kontrolopgaver kræver det, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til de rum eller bygninger, hvori der holdes slagtekyllinger eller forefindes anlæg til brug for produktionen. Det påhviler producenten af slagtekyllinger i de pågældende huse vederlagsfrit at yde fornøden bistand i forbindelse med udførelsen af kontrolopgaverne.

    Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand hertil.

Udlevering af oplysninger

§ 17. Det påhviler producenten efter anmodning vederlagsfrit at give de faktiske oplysninger vedrørende den pågældende slagtekyllingeproduktion, som er nødvendige for udførelsen af de i denne lov nævnte kontrolopgaver.

    Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.