§ Lov om forberedende voksenundervisning(FVU-loven) · kapitel 15 af 26
Kapitel 2 – Undervisning og betingelser for deltagelse i undervisning
LOV nr 487 af 31/05/2000
§ 2. Alle, der er fyldt 18 år, og som har forudsætninger for at følge undervisningen med udbytte, har adgang til forberedende voksenundervisning.
§ 3. Forberedende voksenundervisning kan gennemføres lokalt på offentlige og private virksomheder, i foreninger og faglige organisationer, på uddannelsesinstitutioner m.v. Undervisning, der gennemføres lokalt, kan forbeholdes en bestemt kreds af deltagere.
Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om undervisning efter stk. 1.
§ 4. Forberedende voksenundervisning omfatter prøveforberedende enkeltfagsundervisning i de 2 fag:
-
Læsning, stavning og skriftlig fremstilling.
-
Talforståelse, regning og basale matematiske begreber.
Stk. 2. Undervisningen opdeles i trin, og undervisningen i læsning, stavning og skriftlig fremstilling kan på trin 1 tilrettelægges for deltagere, der har dansk som andetsprog, og for ordblinde deltagere.
Stk. 3. I forbindelse med undervisningen tilbydes uddannelses- og erhvervsvejledning.
Stk. 4. Ved afslutning af undervisningen på hvert trin tilbydes deltagelse i en skriftlig prøve. Personer, der ikke har deltaget i undervisningen, kan indstille sig til prøve som selvstuderende.
Stk. 5. Undervisningsministeren fastsætter regler om
-
undervisningen, herunder om opdeling i trin, og om uddannelses- og erhvervsvejledning,
-
bevis for deltagelse i undervisningen samt betingelser herfor og
-
skriftlige prøver, herunder om deltagelse som selvstuderende samt om udstedelse af bevis for deltagelse.