← Lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og Folkeuniversitetet (folkeoplysningsloven)

§ Lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og Folkeuniversitetet (folkeoplysningsloven) · kapitel 20 af 30

Kapitel 5 – Det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde

LOV nr 480 af 31/05/2000

§ 14. Formålet med det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde er med udgangspunkt i aktiviteten og i det forpligtende fællesskab at styrke folkeoplysningen og dermed medlemmernes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.

Stk. 2. Det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde rummer idræt samt idébestemt og samfundsengagerende børne- og ungdomsarbejde, hvortil der er knyttet deltagerbetaling.

§ 15. Der ydes tilskud til aktiviteter for børn og unge under 25 år, jf. §§ 1 og 14.

§ 16. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at yde tilskud til aktiviteter inden for idræt samt idébestemt og samfundsengagerende foreningsarbejde for personer over 25 år, jf. § 1 og § 14, stk. 1.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen anviser offentlige lokaler, jf. kapitel 6, til aktiviteter inden for idræt samt idébestemt og samfundsengagerende foreningsarbejde. Foreningen skal opfylde tilskudsbetingelserne i loven, men det er ikke en betingelse, at der gives tilskud til aktiviteten.

§ 17. Inden for loven og de i medfør heraf udstedte regler træffer den enkelte forening beslutning om ansættelse og afskedigelse af ledere, instruktører og andre medarbejdere samt om anvendelsen af tilskuddet.

§ 18. Ansøgning om tilskud indgives til folkeoplysningsudvalget inden en af udvalget fastsat frist.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om formkrav til ansøgning om tilskud.

§ 19. Kommunalbestyrelsen fastsætter en tilskudsmodel ud fra lokale forhold. Grundlaget for beregningen af tilskudstilsagnet skal fremgå af modellen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at der skal ydes forhøjet tilskud til f.eks. særlige aktivitetsformer og personer med særlige behov.

Stk. 3. Tilskud udbetales, hvor det er muligt, forud i rater eller forud som acontobeløb.

§ 20. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om tilskud til aktiviteter, herunder om afgrænsning af de aktiviteter, hvortil der kan ydes tilskud.