← Lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og Folkeuniversitetet (folkeoplysningsloven)

§ Lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og Folkeuniversitetet (folkeoplysningsloven) · kapitel 16 af 30

Kapitel 1 – Formål og rammer for den frie folkeoplysende virksomhed

LOV nr 480 af 31/05/2000

§ 1. Lovens afsnit I skal med respekt for forskellige holdninger sikre offentlige tilskud m.v. til den frie folkeoplysende virksomhed, der bygger på fællesskab og de enkelte initiativtageres idégrundlag.

§ 2. Kommunalbestyrelsen skal sikre rammerne for, at børn, unge og voksne kan etablere og tage del i den frie folkeoplysende virksomhed, jf. stk. 2-4.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen yder tilskud til

  1. undervisning, studiekredse, foredragsvirksomhed og debatskabende aktiviteter for voksne og for børn og voksne sammen, jf. kapitel 4 om folkeoplysende voksenundervisning,

  2. aktiviteter for børn og unge, herunder fritids- og ungdomsklubber, og eventuelt til aktiviteter for voksne, jf. kapitel 5 om det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde, og

  3. en start- og udviklingspulje, jf. § 6, stk. 2.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen stiller offentlige lokaler til rådighed, jf. kapitel 6 om anvisning af offentlige lokaler og udendørsanlæg.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen yder tilskud til lokaler, jf. kapitel 7 om tilskud til private lokaler m.v.