Lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler) § 18

§ 18. Skolen disponerer frit ved anvendelsen af følgende tilskud under ét, idet formålene med dem forudsættes opfyldt:

  1. Driftstilskud i henhold til §§ 20 og 21, herunder tilskud til vikar, og §§ 22 og 23.

  2. Bygningstilskud i henhold til § 24.

  3. Tilskud til undervisning af svært handicappede elever i henhold til § 25.

  4. Tilskud til specialundervisning i henhold til § 26.

    Stk. 2. En institution, der består både af en fri kostskole og en fri grundskole, et privat gymnasium eller et privat hf-kursus, disponerer frit ved anvendelsen af tilskud under ét for tilskud, der er nævnt i stk. 1, nr. 1-4, og tilskud, der er nævnt i henholdsvis § 18, stk. 1, 2. pkt., i lov om friskoler og private grundskoler m.v., § 18 h, stk. 1, 2. pkt., i lov om gymnasiet m.v. og § 30 i, stk. 1, 2. pkt., i lov om kursus til højere forberedelseseksamen og om studieforberedende enkeltfagsundervisning for voksne m.v.

    Stk. 3. Skolen kan opspare tilskud til følgende finansår og optage lån til skole- og undervisningsvirksomhed. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om udbetaling af forskud i løbet af finansåret, indtil grundlaget for tilskudsberegningen er opgjort.

    Stk. 4. Til brug for tilskudsberegningen kan Undervisningsministeriet indhente de nødvendige oplysninger efter ministeriets nærmere bestemmelse. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, hvilke oplysninger der skal meddeles i elektronisk form, og om, at tilskud kan tilbageholdes, indtil nødvendige oplysninger er givet.

Driftstilskud (takst 1)

Kilde: Retsinformation.dk