← Lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler)

§ Lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler) · kapitel 17 af 24

Kapitel 5 – *

LOV nr 479 af 31/05/2000

Statslig elevstøtte til elever på efterskoler

§ 30. Staten yder elevstøtte til nedsættelse af elevbetalingen på kurser af mindst 2 ugers varighed på efterskoler, når eleverne er danske statsborgere eller efter international overenskomst har ret til elevstøtte på lige fod med danske statsborgere eller i støttemæssig henseende ligestilles med danske statsborgere af undervisningsministeren. Ministeren kan fastsætte regler om ydelse af støtten. Støtten ydes som:

  1. Indkomstbestemt støtte på grundlag af indkomstgrundlag, jf. §§ 32 og 33. For hver påbegyndt 10.000 kr., hvormed indkomstgrundlaget overstiger det mindste indkomstgrundlag, nedsættes støtten og bortfalder helt ved største indkomstgrundlag, jf. stk. 2, nr. 2. Støtte ydes med et minimumsbeløb (grundstøtte) uanset indkomstgrundlagets størrelse, dog ikke til elever på kurser, der varer mindre end 5 uger. Ministeren fastsætter regler om støtte til elever, der ikke er indkomstgrundlag for.

  2. Individuel supplerende støtte efter skolens vurdering i tilfælde af ændring af de økonomiske forhold i forhold til indkomstgrundlaget, jf. §§ 32 og 33. Der fordeles beløb hertil til de enkelte skoler. Det samlede beløb til skoleformen fastsættes som en procentdel af den beregnede indkomstbestemte støtte i det 2. kalenderår før finansåret, jf. stk. 2, nr. 3. Ministeren fastsætter nærmere regler om fordeling til skolerne og om opsparing på skolerne af ikke forbrugte beløb til brug på følgende kurser og i følgende finansår.

    Stk. 2. Elevstøtten i henhold til stk. 1, nr. 1, udbetales til skolerne. På de årlige finanslove fastsættes:

  1. Største ugentlige indkomstbestemte støttebeløb, herunder minimumsbeløb (grundstøtte). Der fastsættes nedsatte beløb til elever, der ikke bor på skolen, og eventuelt til elever på kursusuger, der varer mindre end 7 døgn, jf. § 16, stk. 1, 3. pkt.

  2. Største og mindste indkomstgrundlag for elever og forældre samt det indkomstgrundlag, der udløser grundstøtte.

  3. Forholdet mellem indkomstbestemt støtte og det beløb, der fordeles til skolerne til individuel støtte, jf. stk. 1, nr. 2.

§ 31. Støtte efter § 30 ydes på følgende betingelser:

  1. Skolen skal oppebære tilskud efter denne lov,

  2. kurset skal være tilskudsberettigende, og

  3. eleven skal ved ansøgning oplyse navn, adresse og personnummer. Elever, der er omfattet af § 33, stk. 1, skal tillige oplyse forældrenes navn, adresse og personnummer.

    Stk. 2. Indkomstbestemt støtte efter § 30, stk. 1, nr. 1, ydes på betingelse af, at Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte har

  1. indhentet oplysning om indkomstgrundlag fra skattemyndighederne og

  2. beregnet ugentligt støttebeløb.

    Stk. 3. Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte kan hos offentlige myndigheder indhente de oplysninger om eleven og dennes forældre, som er nødvendige for beregning af det ugentlige støttebeløb, herunder oplysninger om indkomst- og formueforhold. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at indhente oplysningerne, herunder om oplysninger, der skal gives i elektronisk form.

    Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter regler om elevstøttens administration, herunder om ansøgning, tildeling, udbetaling, herunder udbetaling af forskud til skolerne, og tilbagebetaling fra skolerne. Undervisningsministeren kan bestemme, at elevstøtten administreres af Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte, samt at de enkelte skoler skal bistå styrelsen i forbindelse med støttens tildeling. Afgørelser, der træffes af styrelsen efter 2. pkt., kan ikke indbringes for undervisningsministeren, jf. § 50.

    Stk. 5. Hvis revisors kontrol, jf. § 39, stk. 2, eller tilsynets kontrol, jf. § 52, viser, at betingelserne i stk. 1, nr. 1-3, ikke er opfyldt, eller hvis eleven ikke har deltaget i kurset i det anførte antal uger, modregnes den for meget udbetalte støtte i skolens driftstilskud, jf. § 21, og tilfalder staten. Tilsvarende gælder, hvis skolens beløb til individuel støtte, jf. § 30, stk. 1, nr. 2, ikke er korrekt anvendt.

§ 32. Indkomstgrundlaget, jf. § 30, stk. 1, er den personlige indkomst for det andet kalenderår forud for det kalenderår, hvor støtteperioden begynder, med tillæg af positiv kapitalindkomst, der anvendes til beregning af indkomstskat efter personskattelovens § 7, dog før de deri nævnte bundfradrag og fradrag for grundbeløb, samt med tillæg af aktieindkomst, der beskattes efter personskattelovens § 8 a, stk. 2.

    Stk. 2. Skatteministeren stiller oplysninger til rådighed til brug for opgørelse af indkomstgrundlaget, jf. stk. 1.

    Stk. 3. Skatteministeren træffer bestemmelse om, hvilke myndigheder der skal opgøre indkomstgrundlaget. Skatteministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser om indkomstgrundlaget, jf. stk. 1.

§ 33. Indtil udgangen af den måned, hvori eleven fylder 19 år, beregnes den indkomstbestemte støtte, jf. § 30, stk. 1, nr. 1, ud fra forældrenes samlede indkomstgrundlag.

    Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at forældrenes indkomstgrundlag ikke skal sammenlægges, samt om nedsættelse af forældrenes indkomstgrundlag for elevens søskende under 18 år.