← Lov om fremme af besparelser i energiforbruget

§ Lov om fremme af besparelser i energiforbruget · kapitel 12 af 16

Kapitel 4 – *

LOV nr 450 af 31/05/2000

Energibesparelser i offentlige institutioner m.v.

§ 13. Miljø- og energiministeren kan forhandle med de i § 14 nævnte offentlige institutioner m.v. eller organisationer, der repræsenterer de nævnte institutioner, om energibesparelsesaktiviteter og fastsættelsen af målsætninger for gennemførelsen af energibesparelser i bygninger, anlæg, udstyr og lign., som institutionerne ejer eller lejer.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at de i § 14 nævnte offentlige institutioner m.v. skal udføre følgende energibesparelsesaktiviteter for bygninger, anlæg, udstyr og lign., som de ejer eller lejer:

  1. Udarbejde grønne energiregnskaber indeholdende en kortlægning af energiforbruget, dokumentation for gennemførte energibesparelser og handlingsplan for energibesparelser,

  2. udarbejde kalkulationer og planer for gennemførelse af energibesparelser,

  3. fremme energibesparelser i forbindelse med indkøb, projektering og vedligeholdelse og

  4. gennemføre energibesparelsesaktiviteter, når de udgifter, som er forbundet med aktiviteten, forventes at blive modsvaret af driftsbesparelser inden for kortere tid.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at de nævnte institutioner m.v. skal indsende grønne energiregnskaber til ministeren og tage initiativ til at offentliggøre de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte oplysninger.

§ 14. § 13 gælder for den offentlige forvaltning og for selskaber, institutioner, foreninger m.v., såfremt udgifterne ved deres virksomhed overvejende dækkes af statslige eller kommunale midler, eller såfremt de ved eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelse til at træffe afgørelse på statens eller en kommunes vegne.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan efter forhandling med finansministeren og indenrigsministeren fastsætte regler om, at § 13 tillige gælder for virksomheder, der ejes af staten eller kommuner, eller hvor staten eller kommuner har bestemmende indflydelse.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om undtagelse fra bestemmelserne i § 13.