§ Lov om fremme af besparelser i energiforbruget · kapitel 10 af 16
Kapitel 2 – *
LOV nr 450 af 31/05/2000
Overordnede rammer, energiplanlægning m.v.
§ 4. Miljø- og energiministeren gennemfører en samlet planlægning af energibesparelsesaktiviteter i forhold til alle samfundets sektorer og omfattende alle aktører og virkemidler. Planlægningen skal sikre, at energibesparelsesaktiviteterne bliver prioriteret, koordineret og gennemført i overensstemmelse med de i § 1 nævnte formål.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren udarbejder periodiske redegørelser for planlægningen som nævnt i stk.1.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren fastsætter målsætninger for gennemførelsen af energibesparelser og vurderer, om der er behov for nye initiativer til fremme af energibesparelser for at opnå de nævnte målsætninger.
§ 5. Miljø- og energiministeren holder et af Folketinget udpeget udvalg underrettet om alle væsentlige forhold vedrørende udviklingen i landets energiforbrug.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan anmode et af ministeren nedsat udvalg om en udtalelse om planlægningen som nævnt i § 4 og om forhold af betydning for prioriteringen og gennemførelsen af energibesparelsesaktiviteter i øvrigt.
§ 6. Miljø- og energiministeren skal sikre, at energibesparelsesaktiviteterne bliver planlagt og gennemført så effektivt som muligt i overensstemmelse med lovens formål. Til opfyldelse heraf kan ministeren
-
iværksætte uvildige evalueringer af energibesparelsesaktiviteter,
-
sikre oprettelsen af videnscentre, databaser og lign. om energibesparelser og
-
fremme indgåelsen af aftaler mellem erhvervsvirksomheder, forbrugere eller sammenslutninger af disse om udvikling, markedsføring eller indførelse af energieffektive produkter, anlæg eller processer.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at kollektive energiforsyningsvirksomheder i et rimeligt omfang skal medvirke ved aktiviteter som nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2. Ministeren kan tillige påbyde kollektive energiforsyningsvirksomheder at medvirke som nævnt i 1. pkt.