← Naturgasforsyningsloven

§ Naturgasforsyningsloven · kapitel 24 af 26

Kapitel 11 – Klager, Energiklagenævn m.m.

LOV nr 449 af 31/05/2000

§ 51. Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet af miljø- og energiministeren eller af Energitilsynet efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven.

Stk. 2. Miljø- og energiministerens og Energitilsynets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed end det i stk. 1 nævnte Energiklagenævn. Afgørelserne kan ikke indbringes for domstolene, før den endelige administrative afgørelse foreligger.

Stk. 3. Klage skal være indgivet skriftligt inden fire uger efter, at afgørelsen er meddelt.

§ 52. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om

adgangen til at klage over afgørelser, der efter loven eller regler udstedt i henhold til loven træffes af miljø- og energiministeren eller af Energitilsynet, herunder at visse afgørelser ikke skal kunne indbringes for Energiklagenævnet,

  1.    at afgørelser truffet af en institution under Miljø- og Energiministeriet eller af Energitilsynet i henhold til en bemyndigelse efter § 54 ikke skal kunne indbringes for miljø- og energiministeren, og

  2.    betaling af gebyr ved indbringelse af en klage for Energiklagenævnet.

§ 53. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om Energiklagenævnets sammensætning ved nævnets behandling af afgørelser efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven.

Stk. 2. Energiklagenævnets formand kan efter nærmere aftale med nævnet træffe afgørelse på nævnets vegne i sager, der behandles efter denne lov eller regler udstedt i henhold til loven.

§ 54. Miljø- og energiministeren kan bemyndige Energitilsynet til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.