§ Naturgasforsyningsloven · kapitel 20 af 26
Kapitel 7 – Priser og betingelser for naturgas
LOV nr 449 af 31/05/2000
Naturgasselskabernes priser og betingelser
§ 36. Prisen for naturgas opgjort efter brændværdi kan over for forbrugere uden adgang til valg af leverandør, jf. kapitel 2, ikke overstige forbrugerprisen inklusive statsafgifter på en tilsvarende mængde fyringsgasolie. Miljø- og energiministeren fastsætter den nærmere beregningsmetode herfor efter forelæggelse for et af Folketinget nedsat udvalg.
Stk. 2. Prisen for naturgas til forbrugere uden adgang til valg af leverandør, jf. kapitel 2, som ikke har et reelt brændselsalternativ, skal stå i et rimeligt forhold til prisen for naturgas til tilsvarende forbrugere, som har et reelt brændselsalternativ.
§ 37. Priserne for ydelser fra distributionsselskaber og forsyningspligtige selskaber fastsættes under hensyntagen til selskabernes omkostninger til indkøb af energi, lønninger, tjenesteydelser, administration, vedligeholdelse, andre driftsomkostninger og afskrivninger samt forrentning af kapital.
Stk. 2. Priserne skal være i overensstemmelse med de i stk. 3 nævnte indtægtsrammer. Rammerne fastsættes med henblik på dækning af de i stk. 1 nævnte omkostninger ved en effektiv drift af selskabet.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte generelle indtægtsrammer for de i stk. 1 nævnte selskaber for et nærmere angivet antal år og regler herom. Inden for de nævnte rammer fastsætter Energitilsynet årlige indtægtsrammer for selskaberne.
Stk. 4. Energitilsynet kan give dispensation fra de af tilsynet fastsatte rammer, såfremt det er nødvendigt for, at selskabet kan gennemføre forpligtelser, som er pålagt i bevillingen, i loven eller bestemmelser fastsat i medfør af loven.
Stk. 5. Enhver form for indtægt i selskabet skal medgå til dækning af udgifter ved de bevillingspligtige aktiviteter. Dette gælder dog ikke overskud i form af ekstraordinære effektiviseringsgevinster i forhold til indtægtsrammerne. Sådanne overskud kan anvendes til henlæggelser til fremtidige investeringer, nedsættelse af priser eller ekstraordinær forrentning af indskudskapitalen.
Stk. 6. Distributionsselskabernes og de forsyningspligtige selskabers prisfastsættelse af deres ydelser skal ske efter rimelige, objektive og ikkediskriminerende kriterier i forhold til, hvilke omkostninger de enkelte brugere af nettet og forbrugere giver anledning til.
Stk. 7. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler for
beregning af driftsmæssige afskrivninger,
opgørelsen af selskabernes kapital, herunder eventuel indskudskapital,
de satser, der kan anvendes ved indregning af forrentning efter stk. 1, og
- anvendelsen af overskud efter stk. 5.
Stk. 8. Kommuner må ikke yde tilskud til kommunal distributionsvirksomhed eller forsyningsvirksomhed efter § 25, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, jf. § 5.
§ 38. Priser og betingelser for ydelser fra transmissions-, lager- og LNG-selskaber skal fastsættes således, at der ikke diskrimineres mellem systembrugerne.
Stk. 2. Energitilsynet fører tilsyn med prisernes og betingelsernes rimelighed, jf. stk. 1.
§ 39. Priser og betingelser for ydelser fra selskaber med bevilling til forsyning på individuelle vilkår, jf. § 25, stk. 1, nr. 2, og selskaber, som forsyner kunder med ret til valg af leverandør, fastsættes ved forhandling mellem det pågældende selskab og køberen af ydelsen.
Stk. 2. Energitilsynet fører tilsyn med prisernes og betingelsernes rimelighed, jf. stk. 1.
Tilsyn med priser, fastsættelse af regler
§ 40. Transmissions-, distributions-, lager-, LNG- og forsyningspligtige selskaber, jf. §§ 10 og 26, skal til Energitilsynet anmelde:
Priser, tariffer og betingelser for ydelser, der omfattes af bevillingerne, samt for ydelser fra LNG-selskaber og grundlaget for fastsættelsen af disse, herunder leveringsaftaler efter Energitilsynets nærmere bestemmelse.
Anmodninger og aftaler om transit, herunder forhandlede priser og betingelser.
-
Dokumentation for regnskabsmæssig adskillelse af aktiviteter.
-
Opgørelser af indskudskapital.
-
Regnskaber, budgetter og andre oplysninger efter tilsynets nærmere bestemmelse til brug ved fastsættelsen af og tilsynet med de i § 37 nævnte indtægtsrammer.
Stk. 2. Energitilsynet kan fastsætte regler om anmeldelser efter stk. 1.
§ 41. Hvis Energitilsynet finder, at priser og betingelser må anses for at være i strid med bestemmelserne i denne lov, kan tilsynet give påbud om ændring af priser og betingelser.
Stk. 2. Finder Energitilsynet, at priser, betingelser eller aftaler må anses for at give en miljømæssig eller samfundsøkonomisk uhensigtsmæssig anvendelse af energi, kan tilsynet, efter at forhandlinger med de berørte parter har fundet sted, give påbud om ændring heraf.