← Naturgasforsyningsloven

§ Naturgasforsyningsloven · kapitel 17 af 26

Kapitel 4 – Forsyningsvirksomhed

LOV nr 449 af 31/05/2000

§ 24. Forsyning af kunder, som ikke har ret til valg af leverandør, jf. kapitel 2, kræver bevilling. Bevilling kan gives til selskaber, som opfylder kravene i § 28.

Stk. 2. Bevilling meddeles af miljø- og energiministeren for et nærmere afgrænset område. Bevilling gives for mindst fem år.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af omkostningerne ved behandling af ansøgninger om bevilling.

§ 25. Der kan gives

  1.    bevilling til forsyning på faste vilkår og

  2.    bevilling til forsyning på individuelle vilkår.

Stk. 2. Et selskab, som ved lovens ikrafttræden lovligt udøvede forsyningsvirksomhed, kan opnå bevilling til forsyning på faste vilkår efter stk. 1, nr. 1, som også omfatter forsyning af forbrugere med et aftag på over 300.000 m 3 pr. år efter ensartede landsdækkende retningslinjer, jf. stk. 4.

Stk. 3. Aftaler om salg af naturgas mellem selskaber, som har bevilling i henhold til stk. 1, nr. 2, og selskaber, som har bevilling i henhold til stk. 1, nr. 1, eller stk. 2, skal indeholde bindende videresalgspriser og forbrugerpriser, herunder andre betingelser. I tilfælde af manglende enighed træffer miljø- og energiministeren afgørelse herom.

Stk. 4. De i stk. 2 nævnte ensartede landsdækkende retningslinjer for salg af naturgas til forbrugere med et aftag på over 300.000 m 3 pr. år aftales mellem selskaber, som har bevilling i henhold til stk. 2, og selskaber, som har bevilling i henhold til stk. 1, nr. 2. Retningslinjerne godkendes af miljø- og energiministeren. I tilfælde af manglende enighed fastsætter miljø- og energiministeren retningslinjerne. I tilfælde af uenighed om salget mellem selskaberne kan Energitilsynet inden for rammerne af disse retningslinjer træffe afgørelse herom.

§ 26. Selskaber med bevilling til forsyning på faste vilkår, jf. § 25, stk. 1, nr. 1,   og stk. 2, har forsyningspligt over for forbrugerne i områder udlagt til naturgasforsyning i henhold til lov om varmeforsyning og andre, som er eller bliver tilsluttet naturgasforsyningsnettet (forsyningspligtige selskaber).

Stk. 2. Et forsyningspligtigt selskab skal

  1.                                                                                                                                             tilbyde tilstrækkelige leverancer af naturgas som nævnt i § 7 og

  2.    markedsføre naturgas i områder udlagt til naturgasforsyning i henhold til lov om varmeforsyning med henblik på at reducere miljøbelastningen ved forbrugernes energiforbrug.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren fastsætter regler om indholdet af bevillingshaverens forpligtelser, jf. stk. 2, nr. 2.

Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om indholdet af bevillingshaverens forpligtelser i henhold til stk. 1 samt om samarbejde mellem flere bevillingshavere om udførelsen af forpligtelserne vedrørende markedsføring, jf. i øvrigt § 14, stk. 3.

§ 27. Selskaber med bevilling til forsyning i henhold til § 25, stk. 1, nr. 1 og 2, samt stk. 2, skal tilbyde forbrugerne rådgivning om energibesparelser.

Stk. 2. Miljø- og energiministeren fastsætter regler om indholdet af bevillingshaverens forpligtelser, jf. stk. 1.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at bevillingshaveren skal planlægge og sikre gennemførelsen af energibesparelser i forsyningsområdet, samt om samarbejde mellem flere bevillingshavere om udførelsen af forpligtelserne vedrørende rådgivning om energibesparelser, jf. i øvrigt § 14, stk. 3.