← Naturgasforsyningsloven

§ Naturgasforsyningsloven · kapitel 15 af 26

Kapitel 2 – Naturgasforbrugernes stilling

LOV nr 449 af 31/05/2000

§ 7. Enhver i områder udlagt til naturgasforsyning i henhold til lov om varmeforsyning og andre, som er eller bliver tilsluttet naturgasforsyningsnettet, har ret til mod betaling at blive forsynet med naturgas. Denne forsyningsret indebærer ret til levering af naturgas gennem et leveringstilbud fra et forsyningspligtigt selskab, jf. § 26, og ret til valg af leverandør, i det omfang det følger af reglerne fastsat i medfør af § 8.

Stk. 2. Retten til levering af naturgas gennem et leveringstilbud fra et forsyningspligtigt selskab, jf. stk. 1, omfatter ikke forbrugere, som har ret til valg af leverandør, og som gør brug af denne ret.

Stk. 3. Forbrugere, som har ret til valg af leverandør, og som gør brug af denne ret, kan genindtræde i leveringen fra det forsyningspligtige selskab inden for rimelige frister og på rimelige vilkår.

Stk. 4. Bevillingspligtige selskaber, jf. kapitel 3 og 4, skal stille deres ydelser til rådighed for forbrugerne på objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende vilkår.

§ 8. Miljø- og energiministeren fastsætter efter forelæggelse for et af Folketinget nedsat udvalg regler om, hvilke naturgasforbrugere som har ret til valg af leverandør. Reglerne skal føre til en markedsåbning på

  1.    30 pct. af det samlede årlige gasforbrug i Danmark fra lovens ikrafttræden.

38 pct. af det samlede årlige gasforbrug i Danmark fra den 1. august 2003.

43 pct. af det samlede årlige gasforbrug i Danmark fra den 1. august 2008.

Stk. 2. Selskaber med bevilling til forsyning på faste vilkår, jf. § 25, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, har ikke ret til valg af leverandør, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Selskaber med bevilling til forsyning på faste vilkår, jf. § 25, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, har ret til valg af leverandør i forbindelse med køb af naturgas, der videresælges til naturgasforbrugere i deres bevillingsområde, som har ret til valg af leverandør, jf. reglerne fastsat i medfør af stk. 1.

§ 9. Følgende omkostninger til offentlige forpligtelser skal afholdes af alle forbrugere tilsluttet det sammenkoblede system:

  1.    Transmissionsselskabernes nødvendige omkostninger til dækning af de opgaver, disse er pålagt efter bestemmelserne i § 11, stk. 3, og § 12, stk. 1, nr. 2, 3 og 6, samt pålagte opgaver vedrørende naturgassikkerhed.

  2.    Distributionsselskabernes nødvendige omkostninger til dækning af de opgaver, disse er pålagt efter bestemmelserne i § 11, stk. 3, og § 14, stk. 1, nr. 2 og 3, samt pålagte opgaver vedrørende naturgassikkerhed.

  3.    Forsyningsselskabernes nødvendige omkostninger til dækning af de opgaver, disse er pålagt efter bestemmelserne i § 26, stk. 2, nr. 2, og § 27, stk. 1.

Stk. 2. Transmissions-, distributions-, lager- og forsyningsselskabers øvrige omkostninger påhviler de systembrugere, der modtager selskabets ydelser, og opkræves gennem det enkelte selskabs tariffer.

Stk. 3. Hvor det er teknisk gennemførligt, skal betaling for naturgas ske efter målt forbrug i et direkte kundeforhold mellem forbruger og forsyningsselskab, uanset om forbrugeren er lejer, andelshaver eller ejer.