Persondataloven § 43

§ 43. Forinden iværksættelse af en behandling af oplysninger, som foretages for den offentlige forvaltning, skal der af den dataansvarlige eller dennes repræsentant foretages anmeldelse til Datatilsynet, jf. dog § 44. Den dataansvarlige kan bemyndige andre myndigheder eller private til at foretage anmeldelse på dennes vegne.

    Stk. 2. Anmeldelsen skal indeholde oplysninger om følgende:

  1. Navn og adresse på den dataansvarlige, dennes eventuelle repræsentant og på en eventuel databehandler.

  2. Behandlingens betegnelse og formål.

  3. En generel beskrivelse af behandlingen.

  4. En beskrivelse af kategorierne af registrerede og af de typer af oplysninger, der vedrører dem.

  5. Modtagere eller kategorier af modtagere, som oplysningerne kan overføres til.

  6. Påtænkte overførsler af oplysninger til tredjelande.

  7. En generel beskrivelse af de foranstaltninger, der iværksættes af hensyn til behandlingssikkerheden.

  8. Tidspunktet for påbegyndelsen af behandlingen.

  9. Tidspunktet for sletning af oplysningerne.

Kilde: Retsinformation.dk