← CPR-loven

§ CPR-loven · kapitel 25 af 32

Kapitel 9 – *

LOV nr 426 af 31/05/2000

Kommunalbestyrelsernes og Indenrigsministeriets videregivelse m.v. af oplysninger til brug i statistisk eller videnskabeligt øjemed

§ 35. Indenrigsministeriet kan til brug i statistisk eller videnskabeligt øjemed fra CPR videregive oplysninger om eller foretage adressering til en nærmere afgrænset kreds af personer. Det er en betingelse, at modtageren er berettiget til at behandle disse oplysninger efter lov om behandling af personoplysninger. Indenrigsministeriet fastsætter vilkårene, herunder om sikkerhedsforanstaltninger og betalingen, for videregivelse af oplysninger eller adressering og udsendelse.

§ 36. Indenrigsministeriet kan til brug i statistisk eller videnskabeligt øjemed give adgang til elektronisk søgning og opslag i CPR. Det er en betingelse, at modtageren er berettiget til at behandle disse oplysninger efter lov om behandling af personoplysninger. Indenrigsministeriet fastsætter vilkårene, herunder om sikkerhedsforanstaltninger og betalingen, for adgangen til elektronisk søgning og opslag.

§ 37. Kommunalbestyrelsen kan til brug i statistisk eller videnskabeligt øjemed beslutte at udlevere oplysninger, der ikke er registreret i CPR, men som findes i ældre folkeregistermateriale i kommunen. Det er en betingelse, at modtageren er berettiget til at behandle disse oplysninger efter lov om behandling af personoplysninger. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte, at modtageren dækker de omkostninger, der er forbundet med udleveringen.