← Innovationsloven

§ Innovationsloven · kapitel 14 af 20

Kapitel 4 – *

LOV nr 421 af 31/05/2000

Innovation, forskning og udvikling m.v. i forarbejdning og forædling af jordbrugs- og fiskeriprodukter

§ 7. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri nedsætter et Innovationsudvalg for Jordbrugs- og Fiskeriprodukter. Udvalget kan træffe afgørelse om at yde tilskud til gennemførelse af projekter vedrørende innovation, forskning og udvikling i forbindelse med forarbejdning og forædling af jordbrugs- og fiskeriprodukter. Udvalget kan endvidere træffe afgørelse om at yde tilskud til aktiviteter, der er nødvendige for en erhvervsmæssig udnyttelse af resultaterne af udviklingsarbejdet.

Stk. 2. Udvalget er rådgivende for ministeren vedrørende den samlede innovations-, forsknings- og udviklingsindsats inden for lovens område.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at Innovationsudvalget kan yde tilskud til markedsføring af forarbejdede og forædlede jordbrugs- og fiskeriprodukter. Ministeren fastsætter nærmere regler om de i 1. pkt. nævnte forarbejdede og forædlede jordbrugs- og fiskeriprodukter og om de former for markedsføring, der kan ydes tilskud til.

§ 8. Medlemmerne af det i § 7 nævnte Innovationsudvalg udnævnes af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. To medlemmer udnævnes som repræsentanter for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. To medlemmer udnævnes efter indstilling fra henholdsvis Erhvervsministeriet og Forskningsministeriet. Fem medlemmer udnævnes efter indstilling fra henholdsvis Landbrugsraadet, Dansk Industri, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Forbrugerrådet og Øgruppen, Dansk Økologileverandørforening. Ét medlem udnævnes efter indstilling fra Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening.

Stk. 2. Ministeren kan udnævne yderligere medlemmer af udvalget.

Stk. 3. Ministeren udpeger et af udvalgets medlemmer som formand.

Stk. 4. For medlemmerne og formanden udnævnes en suppleant efter reglerne i stk. 1-3.

§ 9. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter Innovationsudvalgets forretningsorden og de nærmere regler for udvalgets arbejde, herunder om sekretariatsbetjening af udvalget.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at udvalget i visse sager kan bemyndige formanden til at træffe afgørelser på udvalgets vegne.