Lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet § 40

§ 40. Ved udveksling af trafik mellem udbydere af telenet eller teletjenester, jf. § 39, stk. 1, nr. 1, forstås fysisk eller logisk sammenkobling af telenet med henblik på at give slutbrugere hos en udbyder mulighed for at kommunikere med andre slutbrugere hos den samme udbyder eller med slutbrugere hos en anden udbyder eller med henblik på at give slutbrugere adgang til teletjenester, der udbydes af en anden udbyder. Aftaler om samtrafik herom omfatter:

  1. Opsamling af trafik bl.a. med sigte på operatørforvalg og fast operatørvalg.

  2. Terminering af trafik.

  3. Transit.

    Stk. 2. Ved leje af infrastrukturkapacitet, jf. § 39, stk. 1, nr. 2, forstås

  1. leje af transmissionskapacitet, herunder faste kredsløb, mellem flere specifikke sammenkoblingspunkter i radio- eller kabelbaserede telenet og eventuel tilhørende sammenkobling hermed,

  2. leje af ubestykkede infrastrukturstrækninger og andre netelementer i radio- eller kabelbaserede telenet og eventuel tilhørende sammenkobling hermed,

  3. mellemformer mellem de i nr. 1 og 2 nævnte former for transmissionskapacitet og eventuel tilhørende sammenkobling hermed og

  4. national roaming.

    Stk. 3. Ved tjenesteudbyderadgang, jf. § 39, stk. 1, nr. 3, forstås engroskøb af telenet eller teletjenester, der udbydes til en ikke på forhånd afgrænset kreds af slutbrugere.

    Stk. 4. Ved fælles udnyttelse af bygninger, centraludstyr m.v., jf. § 39, stk. 1, nr. 4, forstås:

  1. Adgang til på en anden udbyders lokaliteter at placere egne centraler og andet udstyr, som giver mulighed for fremføring og styring af signaler mellem bestemte termineringspunkter i forbindelse med udveksling af trafik mellem udbydere af telenet eller teletjenester, leje af infrastrukturkapacitet eller tjenesteudbyderadgang.

  2. Adgang til selv at varetage drift og vedligeholdelse m.v. af centraler og udstyr m.v. som nævnt i nr. 1.

    Stk. 5. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke former for telenet eller teletjenester udbudt til slutbrugere der skal være omfattet af lovens regler om tjenesteudbyderadgang, jf. stk. 3.

    Stk. 6. Telestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om, hvilke grundlæggende bærertjenester, tjenester, faciliteter, fysiske eller logiske samtrafikgrænseflader og former for særlig netadgang der kan indgå i produkter som nævnt i stk. 1-5, herunder hvilken adgang der kan kræves i medfør af § 49.

Kilde: Retsinformation.dk