Lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet § 3

§ 3. Ved telenet forstås i denne lov enhver form for radio- eller kabelbaseret teleinfrastruktur, der anvendes til formidling af teletjenester, jf. definitionen heraf i stk. 2, mellem nettermineringspunkter, jf. definitionen heraf i stk. 3.

    Stk. 2. Ved teletjenester forstås i denne lov tjenester, der helt eller delvis består i elektronisk overføring af kommunikation i form af lyd, billeder, tekst eller kombinationer heraf, ved hjælp af radio- eller telekommunikationsteknik, mellem nettermineringspunkter, herunder både tovejs kommunikation og envejs kommunikation, punkt-til-punkt-kommunikation og punkt-til-multipunkt-kommunikation.

    Stk. 3. Ved et nettermineringspunkt forstås i denne lov den fysiske eller logiske grænseflade i et telenet, der udgør en slutbrugers tilslutning til dette, eksempelvis i form af

  1. et stik til tilslutning af fast installeret teleterminaludstyr eller andre former for fast installeret kommunikationsudstyr, eventuelt kombineret med et eller flere abonnentnumre eller kombineret med andre former for adresser, som slutbrugeren råder over, og som tjener til at identificere, hvor i nettet teletrafik til slutbrugeren skal afleveres, eller

  2. en grænseflade for tilslutning af mobilt teleterminaludstyr eller andre former for mobilt kommunikationsudstyr, eventuelt kombineret med et eller flere abonnentnumre eller kombineret med andre former for adresser, som slutbrugeren råder over, og som tjener til at identificere, hvor i nettet teletrafik til slutbrugeren skal afleveres.

    Stk. 4. Ved informations- og indholdstjenester forstås i denne lov enhver form for elektronisk tilrådighedsstillelse af information eller indhold, som andre slutbrugere får adgang til via et telenet eller en teletjeneste på grundlag af en individuel anmodning herom.

    Stk. 5. Telestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om, hvad der forstås ved de i stk. 3, nr. 2, nævnte grænseflader.

Kilde: Retsinformation.dk