Lov om bestyrelse for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering og om efteruddannelsesudvalg § 6
§ 6. Arbejdsministeren nedsætter en bestyrelse for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering. Arbejdsministeren udpeger efter forhandling med undervisningsministeren bestyrelsens formand og efter indstilling fra de i bestyrelsen repræsenterede organisationer bestyrelsens medlemmer således: 7 fra Landsorganisationen i Danmark, 1 fra Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, 5 fra Dansk Arbejdsgiverforening, 1 fra Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger og 2 repræsentanter for de offentlige arbejdsgivere efter forhandling med finansministeren, Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i Danmark.
Stk. 2. Arbejdsministeren udpeger på samme måde 1 suppleant for hver af de i bestyrelsen repræsenterede organisationer og myndigheder, der udpeger medlemmer, dog således at der udpeges 2 suppleanter for organisationer med flere end 3 pladser. Under et medlems midlertidige forfald indtræder en suppleant i medlemmets sted. I perioder, hvor en suppleant ikke er indtrådt i et medlems sted, kan suppleanten deltage i bestyrelsens møder uden stemmeret.
Stk. 3. Til bestyrelsen udpeger arbejdsministeren og undervisningsministeren hver 2 tilforordnede uden stemmeret*.*
Stk. 4. Formanden, medlemmerne, suppleanterne og repræsentanterne uden stemmeret udpeges for en 4-årig periode. Udpegningen finder første gang sted 1. september 2000 med udløb den 31. maj 2002. Herefter vil udpegningen finde sted den 1. juni efter begyndelsen af den kommunale valgperiode. Finder udpegning sted i løbet af en periode, gælder den til periodens udløb.
Stk. 5. Bestyrelsen kan nedsætte et forretningsudvalg blandt medlemmerne. Arbejdsministeren udarbejder efter forhandling med undervisningsministeren en forretningsorden for bestyrelsen og for forretningsudvalget*.*
Stk. 6. Arbejdsministeren kan efter forhandling med undervisningsministeren og bestyrelsen fastsætte nærmere regler om bestyrelsens virksomhed.
Stk. 7. Arbejdsministeriet varetager sekretariatsfunktionen for bestyrelsen og forretningsudvalget.
Kilde: Retsinformation.dk