← Lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse

§ Lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse · kapitel 3 af 10

Kapitel 3 – Regler for 20-25-årige m.m.

LOV nr 400 af 31/05/2000

§ 10. Beskæftigede lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, der deltager i uddannelse efter § 3, og som er fyldt 25 år, kan opnå godtgørelse, jf. §§ 4-8, uden varighedsbegrænsning.

Stk. 2. Ledige med ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse, der er fyldt 25 år, kan opnå godtgørelse, jf. §§ 4-8, så længe en 6-ugers-periode ikke er opbrugt, og hver gang der opnås ret til en ny 6 ugers periode, jf. § 15, stk. 4.

Stk. 3. Beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige med ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse, der deltager i uddannelse efter § 3, og som er fyldt 20 år, men endnu ikke er fyldt 25 år, kan i perioden fra det fyldte 20. år til det fyldte 25. år opnå godtgørelse i sammenlagt højst 30 uger, jf. dog stk. 5 og 6.

Stk. 4. Beskæftigede lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, der er fyldt 20 år, men endnu ikke er fyldt 25 år, kan deltage i uddannelse efter § 3 ud over de i stk. 3 nævnte 30 uger uden godtgørelse. Ledige med ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse, der er fyldt 20 år, men endnu ikke er fyldt 25 år, kan ikke deltage i uddannelse efter § 3 ud over de i stk. 3 nævnte 30 uger uden godtgørelse.

Stk. 5. Ved opgørelsen af de 30 uger som nævnt i stk. 3 medregnes det antal uger, som beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige med ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse, der er fyldt 20 år, men endnu ikke er fyldt 25 år, har anvendt til deltagelse i forberedende voksenundervisning med støtte efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte.

Stk. 6. Arbejdsministeren kan efter ansøgning meddele dispensation fra varighedsbegrænsningen i stk. 3 til beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige med ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse, der er fyldt 20 år, men endnu ikke er fyldt 25 år, og som har behov for deltagelse i uddannelse efter § 3 ud over de i stk. 3 nævnte 30 uger med adgang til at opnå godtgørelse.

Stk. 7. Beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige med ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse, som endnu ikke er fyldt 20 år, og som har fået dispensation fra alderskravet i lov om arbejdsmarkedsuddannelser, således at de kan deltage i arbejdsmarkedsuddannelser, kan opnå godtgørelse, jf. §§ 4-8, under de samme betingelser, som er nævnt i stk. 3, 5 og 6.

Stk. 8. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne for at opnå dispensation, jf. stk. 6, og om opgørelsen og administrationen af varighedsbegrænsningen i stk. 3 og 5.