← Arbejdsmarkedsuddannelsesloven

§ Arbejdsmarkedsuddannelsesloven · kapitel 16 af 22

Kapitel 5 – *

LOV nr 399 af 31/05/2000

Rådgivende organer

Uddannelsesrådet for arbejdsmarkedsuddannelserne

§ 25. Arbejdsministeren nedsætter et Uddannelsesråd for arbejdsmarkedsuddannelserne og udpeger dets formand. Rådets medlemmer udpeges af arbejdsministeren efter indstilling fra de organisationer, der er repræsenteret i Uddannelsesrådet, således: 7 fra Landsorganisationen i Danmark, 1 fra Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, 5 fra Dansk Arbejdsgiverforening, 1 fra Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger og 2 repræsentanter for de offentlige arbejdsgivere efter forhandling med finansministeren og Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i Danmark.

    Stk. 2. Arbejdsministeren udpeger på samme måde 1 suppleant for hver af de organisationer og myndigheder, der udpeger medlemmer, dog således at der udpeges 2 suppleanter for organisationer med flere end 3 pladser. Under et medlems midlertidige forfald indtræder en suppleant i medlemmets sted. I perioder, hvor en suppleant ikke er indtrådt i et medlems sted, kan suppleanten deltage i Uddannelsesrådets møder uden stemmeret.

    Stk. 3. Til Uddannelsesrådet udpeges 2 repræsentanter for Arbejdsministeriet, 2 repræsentanter for Undervisningsministeriet og 1 repræsentant for Erhvervsministeriet uden stemmeret.

    Stk. 4. Medlemmerne, suppleanterne, repræsentanterne uden stemmeret og Uddannelsesrådets formand udpeges for en 4-årig periode. Udpegningen finder sted den 1. juni efter begyndelsen af den kommunale valgperiode. Finder udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den til periodens udløb.

    Stk. 5. Uddannelsesrådet kan nedsætte et forretningsudvalg blandt medlemmerne. Uddannelsesrådet kan endvidere nedsætte arbejdsudvalg med repræsentation fra de organisationer, der er medlemmer af Uddannelsesrådet. Herudover kan der ad hoc tilknyttes særligt sagkyndige til arbejdsudvalgene.

    Stk. 6. Arbejdsministeren varetager sekretariatsfunktionen for Uddannelsesrådet, forretningsudvalget og arbejdsudvalgene.

§ 26. Uddannelsesrådet er rådgivende for arbejdsministeren i spørgsmål om arbejdsmarkedsuddannelserne og udtaler sig om lovforslag og bekendtgørelser herom.

    Stk. 2. Arbejdsministeren indhenter i øvrigt Uddannelsesrådets udtalelse i spørgsmål af principiel betydning for arbejdsmarkedsuddannelserne.

    Stk. 3. Uddannelsesrådet kan på eget initiativ drøfte og afgive udtalelse til arbejdsministeren om spørgsmål, der efter Uddannelsesrådets opfattelse har generel eller principiel betydning for arbejdsmarkedsuddannelserne.

§ 27. Uddannelsesrådet udtaler sig til Undervisningsministeriet om spørgsmål vedrørende grunduddannelse for voksne efter lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne.

    Stk. 2. Uddannelsesrådet udtaler sig til Erhvervsuddannelsesrådet i spørgsmål af fælles interesse for arbejdsmarkedsuddannelserne og erhvervsuddannelserne, herunder om udvikling af voksenuddannelsesforløb.

    Stk. 3. Uddannelsesrådet medvirker til Erhvervsuddannelsesrådets indstillinger til undervisningsministeren om erhvervsuddannelser, der er tilrettelagt for voksne efter erhvervsuddannelsesloven.

§ 28. Uddannelsesrådet indstiller til arbejdsministeren om:

  1. Godkendelse af AMU-centrenes, erhvervsskolernes, social- og sundhedsskolernes, andre uddannelsesinstitutioners og private udbyderes udbud af arbejdsmarkedsuddannelser, jf. §§ 17 og 18 og § 22, stk. 3*.*

  2. Pålæg til et AMU-center om at udbyde en arbejdsmarkedsuddannelse, jf. § 21, stk. 2.

  3. Suspension, tilbagekaldelse og flytning af en godkendelse til udbud af en arbejdsmarkedsuddannelse, jf. § 21, stk. 1 og 3. Uddannelsesrådet kan indhente en udtalelse fra et efteruddannelsesudvalg til brug for indstilling om tilbagekaldelse og flytning af en godkendelse til udbud.

  4. Godkendelse af uddannelsesplaner.

    Stk. 2. Uddannelsesrådet påser i sine indstillinger efter stk. 1, nr. 1, at der ikke gives godkendelse til udbud af arbejdsmarkedsuddannelser, hvis det pågældende uddannelsesbehov allerede er opfyldt på anden vis.

    Stk. 3. Uddannelsesrådets indstilling om godkendelse af planer og godkendelse til udbud kan delegeres til efteruddannelsesudvalgene.

§ 29. Uddannelsesrådet udtaler sig om uddannelsesplaner, opbygning af uddannelsesplaner og strukturen for uddannelserne efter § 3, nr. 1, om uddannelsesplaner og opbygning af uddannelsesplaner for centralt fastlagte sammenhængende forløb efter § 3, nr. 2, og om tilbagekaldelse af godkendelse, jf. § 30, stk. 2.

    Stk. 2. Uddannelsesrådet udtaler sig til arbejdsministeren om mål, rammer og indhold i Individuel Kompetenceafklaring efter § 3, nr. 3.

§ 30. Arbejdsministeren godkender uddannelser efter § 3, nr. 1 og 2, og individuel kompetenceafklaring efter § 3, nr. 3, under hensyn til det arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitiske sigte med aktiviteten.

    Stk. 2. Arbejdsministeren kan tilbagekalde godkendelser efter stk. 1.

§ 31. Uddannelsesrådet indstiller til arbejdsministeren om fastlæggelse af nærmere regler for bevis og lærerkvalifikationer.

§ 32. Uddannelsesrådet indstiller til arbejdsministeren om nærmere retningslinjer om mål, rammer, indhold, opbygning og beskrivelsesform m.v. for uddannelsesplaner på Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser.

§ 33. Uddannelsesrådet udtaler sig en gang årligt til bestyrelsen for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering om behov for udvikling af konkrete uddannelser inden for efteruddannelsesudvalgenes områder og om behov for udvikling af uddannelser på tværs af fag- og brancheområder på baggrund af efteruddannelsesudvalgenes behovsredegørelser, der beskriver udviklingstendenser samt indeholder en vurdering af den hidtidige udvikling inden for de respektive faglige områder.

    Stk. 2. Uddannelsesrådet afgiver efter anmodning fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering en udtalelse til brug for bestyrelsens udtalelse til arbejdsministeren om det samlede uddannelsesbehov inden for arbejdsmarkedsuddannelserne og behov for individuel kompetenceafklaring.

§ 34. Uddannelsesrådet afgiver en gang årligt en udtalelse til bestyrelsen for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering om forslag til rammer for udvikling af arbejdsmarkedsuddannelser, jf. § 55, stk. 1, nr. 1, til læreruddannelse, jf. § 55, stk. 1, nr. 2, til forsøgs- og udviklingsaktiviteter, jf. § 55, stk. 1, nr. 3, og til analyser og kvalitetsmåling, jf. § 55, stk. 1, nr. 4.

    Stk. 2. Uddannelsesrådet indstiller til arbejdsministeren om fordeling af rammerne efter stk. 1 til efteruddannelsesudvalgene og til central udvikling.

§ 35. Arbejdsministeren fastsætter efter forhandling med Uddannelsesrådet nærmere regler om Rådets virksomhed.

Efteruddannelsesudvalg

§ 36. Efteruddannelsesudvalgene nedsættes efter lov om bestyrelse for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering og om efteruddannelsesudvalg og varetager efter denne lov opgaver i relation til rådgivning om og styring af finansiering af arbejdsmarkedsuddannelserne. Efteruddannelsesudvalgene varetager herudover udviklingsopgaver på arbejdsmarkedsuddannelserne.

§ 37. Efteruddannelsesudvalgene har til opgave at udvikle forslag til uddannelsesplaner, strukturen for uddannelser og sammenhængende forløb efter § 3, nr. 1 og 2, i overensstemmelse med arbejdsmarkedets behov, herunder uddannelser inden for faglige områder med et lille deltagergrundlag og uddannelser fælles for flere faglige områder i fællesskab med andre efteruddannelsesudvalg.

    Stk. 2. Efteruddannelsesudvalgene skal indberette uddannelsesplaner til et centralt informationssystem for voksenuddannelser. Indberetningen foretages senest samtidig med ansøgning om godkendelse af uddannelsesplanen.

§ 38. Arbejdsministeren kan anmode et eller flere efteruddannelsesudvalg om at udvikle en uddannelsesplan på bestemte faglige områder.

    Stk. 2. Arbejdsministeren kan fastsætte en tidsfrist for efteruddannelsesudvalgenes udvikling af en uddannelsesplan efter stk. 1.

    Stk. 3. Hvis en uddannelsesplan ikke udvikles som fastsat efter stk. 1 og 2, kan arbejdsministeren udvikle planen.

§ 39. Uddannelsesmateriale, der udvikles af efteruddannelsesudvalgene i henhold til § 37, og som finansieres helt eller delvis af staten via Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering, tilhører Arbejdsministeriet.

§ 40. Efteruddannelsesudvalgene kan forestå forsøgs- og udviklingsarbejde efter §§ 14 og 15.

§ 41. Efteruddannelsesudvalgene kan udvikle og gennemføre teknisk-faglig læreruddannelse.

§ 42. Efter bemyndigelse fra Uddannelsesrådet indstiller efteruddannelsesudvalgene på Uddannelsesrådets vegne til arbejdsministeren om:

  1. Godkendelse af uddannelsesplaner.

  2. Godkendelse af AMU-centre, erhvervsskoler, social- og sundhedsskoler, andre uddannelsesinstitutioner og private udbyderes udbud af arbejdsmarkedsuddannelser, jf. §§ 17 og 18 og § 22, stk. 3.

§ 43. Efteruddannelsesudvalgene afgiver indstilling til Uddannelsesrådet om behov for konkrete og tværgående uddannelser i form af behovsredegørelser, der beskriver udviklingstendenser samt indeholder en vurdering af den hidtidige udvikling inden for deres respektive faglige områder til brug for Uddannelsesrådets årlige indstilling efter § 33, stk. 1, til bestyrelsen for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering.

§ 44. Efteruddannelsesudvalgene holder de faglige udvalg orienteret om nye godkendte arbejdsmarkedsuddannelser.

§ 45. Arbejdsministeren kan fastsætte nærmere regler for efteruddannelsesudvalgenes virksomhed efter §§ 36-44.