← Arbejdsmarkedsuddannelsesloven

§ Arbejdsmarkedsuddannelsesloven · kapitel 12 af 22

Kapitel 1 – *

LOV nr 399 af 31/05/2000

Formål og organisation

§ 1. Arbejdsmarkedsuddannelserne udvikles og gennemføres som erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse samt kompetenceafklaring for ikkefaglærte og personer med erhvervsuddannelse m.m. og har til formål

  1. at vedligeholde, udbygge og forbedre arbejdsstyrkens erhvervskvalifikationer i overensstemmelse med arbejdsmarkedets behov,

  2. at afhjælpe omstillings- og tilpasningsproblemer på arbejdsmarkedet på kortere sigt og

  3. at medvirke til et samlet kvalifikationsløft på arbejdsmarkedet på længere sigt ved bl.a. at bidrage til ikkefaglærtes muligheder for at opnå formel kompetence på erhvervsuddannelsesniveau.

§ 2. Arbejdsministeren er øverste administrative myndighed for arbejdsmarkedsuddannelserne.

    Stk. 2. Arbejdsministeren kan bemyndige direktøren for Arbejdsmarkedsstyrelsen til at udøve de beføjelser, der ved loven er tillagt ministeren. Arbejdsministeren kan herunder bestemme, at direktøren for Arbejdsmarkedsstyrelsens afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, medmindre andet fremgår af denne lov.

    Stk. 3. Uddannelsesrådet for arbejdsmarkedsuddannelserne, jf. § 25, og efteruddannelsesudvalgene nedsat i henhold til lov om bestyrelse for Arbejdsmarkedets UddannelsesFinansiering og om efteruddannelsesudvalg medvirker i arbejdsmarkedsuddannelsernes udvikling og fastlæggelse af indhold i og udbud af arbejdsmarkedsuddannelser.