Ferieloven § 19
§ 19. Det kan ved kollektiv overenskomst aftales, at en lønmodtager og en arbejdsgiver kan aftale, at optjent ferie ud over 20 dage kan overføres til det følgende ferieår.
Stk. 2. Lønmodtageren og arbejdsgiveren skal skriftligt indgå aftale efter stk. 1 inden ferieårets udløb.
Stk. 3. Hvis der er optjent feriegodtgørelse for den overførte ferie, skal arbejdsgiveren inden ferieårets udløb skriftligt meddele den, der skal udbetale feriegodtgørelsen, at ferien overføres.
Stk. 4. Hvis en lønmodtager, der har overført ferie, fratræder, inden ferien er holdt, bortfalder retten til efter fratrædelsen at holde mere end 25 dages ferie i ét ferieår. Feriegodtgørelse for feriedage ud over 25 udbetales efter reglerne i § 30, stk. 4.
Stk. 5. Lønmodtagere, der ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst om løn- og arbejdsvilkår, kan for optjent ferie ud over 20 dage indgå aftale med arbejdsgiveren om overførsel af ferie efter reglerne i stk. 2-4 og på følgende yderligere betingelser:
- Lønmodtagere, der er ansat på et fagligt område, hvor der er indgået en kollektiv overenskomst om løn- og arbejdsvilkår, kan aftale med arbejdsgiveren, at den pågældende overenskomst finder anvendelse på spørgsmålet om overførsel af ferie. Hvis der er indgået flere overenskomster om løn- og arbejdsvilkår inden for det pågældende faglige område, finder den overenskomst anvendelse, som omfatter det største antal lønmodtagere.
Lønmodtagere, der er ansat på et fagligt område, hvor der ikke er indgået kollektive overenskomster, kan aftale med arbejdsgiveren, at en overenskomst om overførsel af ferie på et andet fagligt område finder anvendelse.
Stk. 6. En arbejdsgiver, som ønsker at indgå aftaler med sine ansatte efter stk. 5, skal skriftligt meddele direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen, hvilke kollektive overenskomster der ønskes anvendt og for hvilke personalegrupper, jf. § 44, stk. 7. Uoverensstemmelser om fortolkning af eller brud på den overenskomst, der finder anvendelse, jf. stk. 5, afgøres ved fagretlig behandling, jf. § 22 i lov om Arbejdsretten.
Kilde: Retsinformation.dk