Ligestillingsloven § 2
§ 2. Kvinder og mænd skal behandles på lige vilkår inden for offentlig forvaltning og erhvervsmæssig og almen virksomhed . Personer, hvis rettigheder efter 1. pkt. krænkes, kan tilkendes en godtgørelse.
Stk. 2. Ministeren for ligestilling kan fastsætte regler om, at nærmere angiven erhvervsmæssig og almen virksomhed ikke er omfattet af stk. 1.
Stk. 3. Inden for anvendelsesområdet i stk. 1 kan der tilkendes personer, der udsættes for seksuel chikane, en godtgørelse. Der lægges herved navnlig vægt på, om der har bestået et afhængighedsforhold mellem den, der har været udsat for chikanen, og den, der har udøvet den.
Stk. 4. Lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v., lov om lige løn til mænd og kvinder og lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger finder anvendelse på de områder, der er omfattet af disse love.
Foranstaltninger til fremme af ligestilling
Kilde: Retsinformation.dk