Lov om autorisation af elinstallatører m.v. § 10

§ 10. Afgørelse om tilbagekaldelse af en autorisation i henhold til § 9, stk. 1, eller udstedelsen af et påbud i henhold til § 9, stk. 4, kan af indehaveren forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes for Elektricitetsrådet inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Afgørelsen skal indeholde oplysninger herom. Elektricitetsrådet anlægger sag mod den pågældende efter retsplejelovens regler om borgerlige sager.

    Stk. 2. Anmodning om sagsanlæg vedrørende tilbagekaldelse efter § 9, stk. 1, nr. 1-4, og påbud efter § 9, stk. 4, har opsættende virkning. Retten kan dog bestemme, at sagsanlægget ikke skal have opsættende virkning, jf. dog stk. 3. Hvis tilbagekaldelsen eller påbudet findes lovligt ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.

    Stk. 3. Anmodning om sagsanlæg vedrørende tilbagekaldelse efter § 9, stk. 1, nr. 5, har ikke opsættende virkning. Retten kan dog ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling skal have adgang til at udøve virksomhed som elinstallatør. Ankes en dom, hvorved en tilbagekaldelse ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at virksomheden, hvortil der kræves autorisation som elinstallatør, ikke må udøves under ankesagens behandling.

Kilde: Retsinformation.dk