Lov om administrationen af tilskud fra Den Europæiske Socialfond § 6
§ 6. Arbejdsministeren er ansvarlig for, at der gennemføres kontrol og tilsyn med projekter, der får støtte fra Socialfonden, herunder regnskabsaflæggelse, og at uregelmæssigheder forebygges, afdækkes, korrigeres og forfølges.
Stk. 2. Arbejdsministeren har adgang til at gøre sig bekendt med de enkelte projekters regnskaber, beholdninger m.m.
Stk. 3. Arbejdsministeren kan foretage regnskabs- og kasseeftersyn i forbindelse med hvert enkelt projekt.
Stk. 4. Hvis det skønnes nødvendigt for at indhente de i stk. 2 og 3 nævnte oplysninger, kan arbejdsministeren til enhver tid uden retskendelse foretage eftersyn i lokaler m.m., der benyttes af de enkelte projekter, og efterse projektets registreringer om projektdeltagere m.m., uanset om de ønskede oplysninger opbevares i papirudgave eller i elektronisk form. Materiale af betydning for videre kontrol skal udleveres eller indsendes til arbejdsministeren.
Stk. 5. Arbejdsministeren skal forevise legitimation, inden eftersynet begynder.
Stk. 6. Den, der er ansvarlig for projektets gennemførelse, samt andre personer, der er tilknyttet projektet, skal yde arbejdsministeren fornøden vejledning og hjælp ved eftersynet.
Stk. 7. Politiet yder om nødvendigt arbejdsministeren bistand til gennemførelsen af eftersynet. Arbejdsministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.
Stk. 8. Arbejdsministeren fastsætter nærmere regler om kontrol, tilsyn, regnskaber, revision og evaluering samt om budgetter og projektrapporter.
Stk. 9. Arbejdsministeren kan bemyndige en anden myndighed til at udøve de beføjelser, der er tillagt ministeren i stk. 2-7.
Kilde: Retsinformation.dk