Lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger § 11

§ 11. En autorisation og en godkendelse som kompetent virksomhed bortfalder, når

  1. virksomheden ophører med at drive virksomhed inden for området, kommer under konkursbehandling eller træder i likvidation, eller

  2. den teknisk ansvarlige persons tilknytning til virksomheden ophører.

    Stk. 2. Danmarks Gasmateriel Prøvning kan tilbagekalde en autorisation eller en godkendelse som kompetent virksomhed, såfremt en virksomhed eller den teknisk ansvarlige har betydelig forfalden gæld til det offentlige i størrelsesordenen 100.000 kr. eller derover. En sådan afgørelse om tilbagekaldelse kan af autorisationens eller godkendelsens indehaver forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for Danmarks Gasmateriel Prøvning inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Afgørelsen skal indeholde oplysning herom. Danmarks Gasmateriel Prøvning anlægger sag mod den pågældende virksomhed efter retsplejelovens regler om borgerlige sager. En autorisation eller godkendelse kan ligeledes tilbagekaldes, såfremt sikkerheden, hvor denne er anvendt, jf. § 10, ikke er retableret 1 måned efter påkrav herom.

Stk. 3. Anmodning om sagsanlæg vedrørende tilbagekaldelse efter stk. 2 har ikke opsættende virkning. Retten kan dog ved kendelse bestemme, at den pågældende virksomhed under sagens behandling skal have adgang til at udøve virksomhed som autoriseret eller godkendt kompetent virksomhed. Ankes en dom, hvorved en tilbagekaldelse ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at virksomhed som autoriseret eller godkendt kompetent virksomhed ikke må udøves under ankesagens behandling.

Kilde: Retsinformation.dk