← Lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger

§ Lov om gasinstallationer og installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger · kapitel 16 af 18

Kapitel 7 – *

LOV nr 206 af 27/03/2000

Lovens administration og finansiering

§ 20. By- og boligministeren kan bemyndige Danmarks Gasmateriel Prøvning til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2. Danmarks Gasmateriel Prøvning kan bemyndige andre offentlige myndigheder og private virksomheder til at udøve de beføjelser, der er nævnt i § 9, stk. 1 og 2, og § 19, stk. 2.

§ 21. Der nedsættes et rådgivende gasudvalg til at rådgive by- og boligministeren ved udarbejdelse af bestemmelser i medfør af § 15 (gasreglementet) samt øvrige sikkerhedsmæssige foranstaltninger for gasinstallationer og gasmateriel.

    Stk. 2. Medlemmer af Det Rådgivende Gasudvalg udpeges af by- og boligministeren efter indstilling fra interesseorganisationer, øvrige myndigheder samt bruger- og forbrugerorganisationer. By- og boligministeren fastsætter udvalgets forretningsorden og udpeger en formand for udvalget.

§ 22. Til at kontrollere kvaliteten af de i § 7 nævnte godkendte prøver nedsætter Danmarks Gasmateriel Prøvning et eller flere udvalg med repræsentanter for de faglige interesseorganisationer, uddannelsesinstitutioner m.v.

    Stk. 2. Danmarks Gasmateriel Prøvning fastsætter bestemmelser for udvalgenes arbejde.

§ 23. Gasleverandørerne skal i forbindelse med anmeldelse af nye gasinstallationer og tilsyn med eksisterende gasinstallationer føre tilsyn med, hvorvidt arbejdet er udført af autoriserede eller godkendte kompetente virksomheder, samt hvorvidt arbejdets kvalitet og installationernes tilstand er tilfredsstillende og arbejdet er udført i overensstemmelse med gasreglementet, jf. § 15.

    Stk. 2. En kommunalbestyrelse skal i forbindelse med behandling af byggesager i henhold til byggelovgivningen påse, at arbejder med vand- og afløbsinstallationer, der anmeldes, er udført af autoriserede eller godkendte kompetente virksomheder.

    Stk. 3. Hvis en gasleverandør, en kommunalbestyrelse eller en forsyningsvirksomhed konstaterer, at reglerne i denne lov eller i forskrifter udstedt i medfør af denne lov er overtrådt, eller at en virksomhed har gjort sig skyldig i øvrige forhold, som vil kunne medføre frakendelse af autorisation eller godkendelse efter § 12, skal forholdene indrapporteres til Danmarks Gasmateriel Prøvning.

§ 24. By- og boligministeren fastsætter størrelsen af de beløb, der af gasleverandørerne skal betales til dækning af udgifter ved Det Rådgivende Gasudvalgs virksomhed samt omkostninger ved Danmarks Gasmateriel Prøvnings administration af loven på gasområdet.

    Stk. 2. Gasleverandørernes omkostninger ved udførelse af det sikkerhedstekniske arbejde, der er pålagt i medfør af bestemmelser fastsat i medfør af § 15 (gasreglementet), samt omkostninger, jf. stk. 1, skal refunderes af det selskab, der har indgået kommerciel gasleveranceaftale med forbrugeren.

    Stk. 3. By- og boligministeren fastsætter gebyrer for deltagelse i de i § 7 omhandlede kompetencegivende prøver. Gebyrernes størrelse fastsættes således, at Danmarks Gasmateriel Prøvnings omkostninger ved administration af de kompetencegivende prøver dækkes ind.

    Stk. 4. By- og boligministeren kan fastsætte regler om betaling af omkostninger forbundet med Danmarks Gasmateriel Prøvnings tilsyn og kontrol efter §§ 16-19.