Lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. § 2
§ 2. For hver afregningsperiode og for hver skat eller afgift m.v. skal der indgives en angivelse med de oplysninger, som følger af reglerne i den enkelte skatte- og afgiftslov. Afregningsperioden er kalendermåneden. Hvor der i anden lovgivning er henvist til afgiftsperioden, svarer dette til afregningsperioden.
Stk. 2. Angivelser vedrørende de i bilag 1, liste A, nævnte love skal indgives til de statslige told- og skattemyndigheder senest den 15. i den første måned efter udløbet af afregningsperioden. Angivelser vedrørende de i bilag 1, liste B, nævnte love skal indgives til de statslige told- og skattemyndigheder senest den 10. i den første måned efter udløbet af afregningsperioden. I januar måned skal disse angivelser dog indgives senest den 17. januar.
Stk. 3. Såfremt den sidste rettidige angivelsesdag er en lørdag, søndag eller helligdag, anses den nærmest følgende hverdag som sidste rettidige angivelsesdag.
Stk. 4. Skatter og afgifter m.v. (tilsvaret) forfalder til betaling den 1. i den måned, hvor angivelsen skal indgives, og skal indbetales senest samtidig med angivelsesfristens udløb.
Stk. 5. Udgør betalingen ifølge en angivelse under 50 kr., kan indbetaling af beløbet undlades. Indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag skal kun indbetales, såfremt beløbene tilsammen udgør 50 kr. eller derover.
Stk. 6. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om angivelse og indbetaling af skatter og afgifter m.v. efter stk. 1-4. Skatteministeren kan ligeledes fastsætte regler om angivelse og indbetaling ved ophør af virksomhed.
Kilde: Retsinformation.dk