Lov om innovationsforeninger § 13

§ 13. Bestyrelsen og direktionen forestår ledelsen af foreningens anliggender. Bestyrelsen og direktionen skal handle i medlemmernes interesse.

    Stk. 2. Bestyrelsen skal bestå af mindst 3 medlemmer, der vælges af generalforsamlingen.

    Stk. 3. Bestyrelsen skal sørge for en forsvarlig organisation af foreningens virksomhed, der skal udøves i overensstemmelse med loven og foreningens vedtægter. Bestyrelsen skal tage stilling til, om foreningens formueforhold til enhver tid er forsvarlige i forhold til foreningens drift. Bestyrelsen skal påse, at bogføring og formueforvaltning kontrolleres på en efter foreningens forhold tilfredsstillende måde.

    Stk. 4. Bestyrelsen skal ved en forretningsorden træffe nærmere bestemmelse om udøvelsen af sit hverv.

    Stk. 5. Bestyrelsen skal udfærdige skriftlige retningslinjer for foreningens væsentligste aktivitetsområder, hvori arbejdsdelingen mellem bestyrelsen og direktionen fastlægges.

    Stk. 6. Et eksemplar af de i stk. 5 nævnte retningslinjer skal indsendes til Finanstilsynet, der ligeledes skal orienteres skriftligt om eventuelle ændringer heri.

Kilde: Retsinformation.dk