§ Lov om innovationsforeninger · kapitel 11 af 14
Kapitel 11 – *
LOV nr 1328 af 20/12/2000
Tilsyn
§ 49. Finanstilsynet påser overholdelsen af loven og af de bestemmelser, der er udstedt i medfør af loven med undtagelse af § 20, stk. 1 og 3. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen påser overholdelsen af § 5, stk. 2.
§ 50. Foreningerne skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed. Finanstilsynet kan til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse få adgang til en forening med henblik på indhentelse af oplysninger og ved inspektioner.
Stk. 2. Økonomiministeren kan tillade, at Finanstilsynet i særlige tilfælde anvender fremmed bistand.
Stk. 3. Finanstilsynet kan kræve alle oplysninger, herunder regnskaber og regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data, som skønnes nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om en juridisk person er omfattet af lovens bestemmelser.
§ 51. Foreningen og de valgte revisorer skal straks meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold, der er af afgørende betydning for foreningens fortsatte virksomhed. Finanstilsynet skal således straks have meddelelse, såfremt en forenings eller afdelings formue ikke længere opfylder lovens eller vedtægternes mindstekrav. Finanstilsynet kan fastsætte en frist til at bringe formuen i overensstemmelse med mindstekravet eller kan beslutte, at foreningen eller afdelingen skal afvikles.
§ 52. Finanstilsynets ansatte, herunder personer, der udfører serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift, samt eksperter, der handler på tilsynets vegne, er under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e forpligtede til at hemmeligholde oplysninger, som de gennem deres virksomhed bliver vidende om. Dette gælder også efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør.
Stk. 2. Samtykke fra den, som tavshedspligten tilsigter at beskytte, berettiger ikke Finanstilsynets ansatte eller eksperter, der handler eller har handlet på tilsynets vegne, til at videregive fortrolige oplysninger.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at Finanstilsynet af egen drift videregiver fortrolige oplysninger i summarisk eller sammenfattende form, når hverken den enkelte forening eller dens medlemmer kan identificeres.
Stk. 4. Fortrolige oplysninger kan videregives under en civil retssag, når en forening eller dens depotselskab er erklæret konkurs, og såfremt oplysningerne ikke vedrører medlemsforhold eller tredjemand, der er eller har været involveret i forsøg på at redde foreningen.
Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives til:
-
Fondsrådet.
-
Andre offentlige myndigheder, herunder anklagemyndigheden og politiet, i forbindelse med efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold omfattet af straffeloven eller tilsynslovgivningen.
-
Vedkommende minister som led i dennes overordnede tilsyn.
-
Administrative myndigheder og domstole, som behandler afgørelser, der er truffet af Finanstilsynet.
-
Folketingets Ombudsmand.
-
En parlamentarisk kommission nedsat af Folketinget.
-
Undersøgelseskommissioner nedsat ved lov eller i henhold til lov om undersøgelseskommissioner.
-
Folketingets stående udvalg vedrørende en forenings generelle økonomiske forhold som led i den parlamentariske kontrol med forvaltningen, for så vidt angår foreninger i betalingsstandsning eller under konkurs, når staten yder garanti eller stiller midler til rådighed for afvikling af foreningen.
-
Statsrevisorerne og Rigsrevisionen.
-
Skifteretten og andre myndigheder, der medvirker ved foreningens, administrationsselskabets eller depotselskabets likvidation, konkursbehandling eller lignende procedurer, samt personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af foreningens regnskaber, under forudsætning af, at modtagerne af oplysninger har behov herfor til varetagelse af deres opgaver.
-
Danmarks Nationalbank og udenlandske centralbanker under forudsætning af, at oplysningerne er nødvendige for dem i deres egenskab af pengepolitisk myndighed eller i bankens overvågning af betalingssystemer.
-
En institution, der forestår clearing af værdipapirer eller penge, såfremt det er nødvendigt for at sikre, at institutionen reagerer behørigt på misligholdelser eller potentielle misligholdelser på det marked, hvor institutionen er ansvarlig for clearingen.
-
Myndigheder i andre lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, der fører tilsyn med investeringsinstitutter.
-
Myndigheder i andre lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, der har ansvaret for tilsynet med kreditinstitutter, finansieringsinstitutter, forsikringsselskaber eller med kapitalmarkederne og organer, der medvirker ved instituttets likvidation, konkursbehandling eller lignende procedurer, samt personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af instituttets regnskaber, under forudsætning af, at modtagerne af oplysninger har behov herfor til varetagelse af deres opgaver.
-
Finansielle tilsynsmyndigheder i lande uden for Den Europæiske Union eller uden for lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, under forudsætning af, at oplysningerne i henhold til de pågældende myndigheders nationale lovgivning er undergivet tavshedspligt som angivet i stk. 1 og udveksles i henhold til international aftale.
Stk. 6. Alle, der i henhold til stk. 4 og 5 modtager fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er med hensyn til disse oplysninger undergivet den i stk. 1 omhandlende tavshedspligt.
Stk. 7. Fortrolige oplysninger, som Finanstilsynet modtager, må kun anvendes i forbindelse med tilsynshvervet, til pålæggelse af sanktioner, eller hvis tilsynets afgørelse påklages til højere administrativ myndighed eller indbringes for domstolene.
§ 53. Som part i forholdet til Finanstilsynet anses alene den forening, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet retter sig mod, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. I nedennævnte tilfælde anses en anden end foreningen tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, der vedrører den pågældende:
-
En forening, som ansøger om godkendelse som innovationsforening, jf. § 5, stk. 1 og 3.
-
Et medlem af en forenings bestyrelse eller direktion, når tilsynet nægter en forening tilladelse eller inddrager denne, jf. § 7 og § 37, stk. 1.
-
Den, som Finanstilsynet indhenter oplysninger fra til afgørelse af, om den pågældende er omfattet af lovens bestemmelser, jf. § 50, stk. 3.
Stk. 3. Som part anses i øvrigt et bestyrelsesmedlem, en revisor, en direktør eller andre ledende medarbejdere i en forening, hvis Finanstilsynets pålæg eller påtale i medfør af loven eller dennes forskrifter er rettet direkte mod pågældende.
Stk. 4. Endelig kan Finanstilsynet, når tilsynet tager en sag op vedrørende god værdipapirhandelsskik, jf. § 3 i lov om værdipapirhandel m.v., under særlige omstændigheder tillige tilkende partsbeføjelser til andre fysiske eller juridiske personer end de i stk. 2 og 3 nævnte. Partsbeføjelser kan alene tillægges, for så vidt angår den del af sagen, som har direkte og væsentlig betydning for den pågældende. Tilkendelse af partsbeføjelser skal ske under hensyntagen til beskyttelsen af fortrolige oplysninger om de virksomheder, der er under tilsyn.
§ 54. Finanstilsynet afgiver en årlig beretning til økonomiministeren om sin virksomhed. Beretningen skal herunder angive de foreninger, der er omfattet af denne lov. Økonomiministeren bestemmer, i hvilket omfang beretningen skal offentliggøres.
§ 55. § 51 i lov om banker og sparekasser m.v. finder tilsvarende anvendelse på medarbejdere i Finanstilsynet, når det gælder tilsynets virksomhed efter denne lov.
§ 56. Innovationsforeningerne bidrager til at dække udgifterne ved Finanstilsynets virksomhed efter regler fastsat af Finanstilsynet.
Stk. 2. Fuld bidragspligt påhviler enhver innovationsforening, der har været under tilsyn en del af det pågældende finansår. Bidrag kan inddrives ved udpantning. Finanstilsynet kan, når omstændighederne taler herfor, nedsætte bidraget.
Stk. 3. Påligning af bidrag foretages af Finanstilsynet på grundlag af oplysninger i det for seneste regnskabsår aflagte regnskab eller i mangel af et sådant den sidst indsendte regnskabsindberetning. Dog pålægges altid et minimumsbidrag på 10.000 kr. pr. forening og 3.000 kr. pr. afdeling. Findes der ikke oplysninger om bidragsgrundlag, pålægges minimumsbidraget.
§ 57. De frister, der er fastsat i eller i henhold til denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister.
Stk. 2. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.
Stk. 3. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1, på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens længde.
Stk. 4. Er fristen angivet i år, udløber fristen, jf. stk. 1, på årsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.
Stk. 5. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den førstkommende hverdag.