← Designlov

§ Designlov · kapitel 18 af 22

Kapitel 7 – *

LOV nr 1259 af 20/12/2000

Straf- og erstatningsansvar m.v.

§ 36. Gør nogen indgreb i en designret (designindgreb), og sker dette forsætligt, straffes den pågældende med bøde. Under skærpende omstændigheder, herunder navnlig hvis der ved overtrædelsen tilsigtes en betydelig og åbenbar retsstridig vinding, kan straffen stige til fængsel i indtil 1 år.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 3. Overtrædelser påtales af den forurettede. Dog påtales overtrædelser, som omfattes af stk. 1, 2. pkt., af det offentlige, når den forurettede anmoder herom.

§ 37. Den, som forsætligt eller uagtsomt begår designindgreb, skal betale rimeligt vederlag for udnyttelsen af designet samt erstatning for den yderligere skade, som indgrebet måtte have medført.

Stk. 2. Begår nogen designindgreb, uden at det sker forsætligt eller uagtsomt, og har den pågældende derved haft vinding, har denne, om og i det omfang det skønnes rimeligt, pligt til at udrede vederlag og erstatning efter bestemmelserne i stk. 1, dog ikke ud over den vinding, denne må antages at have haft ved designindgrebet.

§ 38. Foreligger designindgreb, kan retten efter påstand af den forurettede, i det omfang det skønnes rimeligt, til forebyggelse af fortsat designindgreb bestemme, at produkter, som er ulovligt fremstillet eller indført her i landet, eller produkter, hvis udnyttelse ville indebære et designindgreb, skal ændres på nærmere angiven måde eller tilintetgøres eller, hvor det drejer sig om ulovligt fremstillede eller indførte produkter, udleveres til den forurettede mod vederlag. Dette gælder dog ikke over for den, som i god tro har erhvervet de pågældende produkter eller erhvervet rettigheder herover, og som ikke selv har begået designindgreb.

Stk. 2. Når ganske særlige grunde dertil foreligger, kan retten uanset bestemmelsen i stk. 1 efter påstand meddele tilladelse til at råde over ulovligt fremstillede eller indførte produkter i designets beskyttelsestid eller en del af denne mod rimeligt vederlag og i øvrigt på rimelige vilkår.

§ 39. Udnytter nogen uhjemlet et design, som er søgt registreret, efter at akterne i ansøgningssagen er gjort tilgængelige for enhver, og fører ansøgningen til registrering, finder bestemmelserne om designindgreb tilsvarende anvendelse. Dette gælder dog ikke bestemmelsen i § 38. Erstatning for skade som følge af indgreb, der er sket, før akterne er gjort tilgængelige for enhver, er den pågældende kun pligtig at udrede i det i § 37, stk. 2, angivne omfang.

Stk. 2. Forældelse af erstatningskrav efter stk. 1 indtræder tidligst 1 år efter designets registrering.

§ 40. I sager om designindgreb kan det kun gøres gældende, at designretten ikke foreligger, hvis påstand om registreringens udslettelse nedlægges over for designindehaveren, eventuelt efter at denne er tilstævnet efter reglerne i § 45. Udslettes registreringen, kommer bestemmelserne i §§ 36-39 ikke til anvendelse.

§ 41. Den, som i de i § 22 nævnte tilfælde undlader at efterkomme, hvad der påhviler denne, eller meddeler urigtig oplysning, straffes med bøde, for så vidt strengere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning, og skal erstatte derved forvoldt skade i det omfang, det skønnes rimeligt.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 36, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.