Kvoteloven § 3
§ 3. På baggrund af den i § 2, stk. 1, fastsatte kvote tildeler miljø- og energiministeren årligt, senest den 1. juli, en CO2-udledningstilladelse til de enkelte elproducenter gældende for det efterfølgende år.
Stk. 2. CO2-udledningstilladelser kan efter anmodning fra en sammenslutning af elproducenter i stedet tildeles denne sammenslutning. Det påhviler herefter sammenslutningen at fordele tilladelserne på de enkelte elproducenter. De forpligtelser, der i henhold til denne lov påhviler elproducenter, påhviler i stedet sammenslutningen.
Stk. 3. CO2-udledningstilladelser efter stk. 1 og 2 fastsættes ud fra den enkelte elproducents eller sammenslutning af elproducenters CO2-udledning i 1994-1998 under hensyn til nye elproduktionsanlæg godkendt inden denne lovs ikrafttræden samt efter høring af de berørte elproducenter.
Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om fordelingen af den i stk. 1 og 2 nævnte CO2-udledningstilladelse.
Kilde: Retsinformation.dk