Elforsyningsloven § 68
§ 68. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om vindmøllers opstilling og tilslutning til elnettet, herunder regler om fordeling af omkostningerne ved nettilslutning og ved at være tilsluttet elnettet. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om vindmøllers konstruktion, installation, indretning og drift samt regler om anerkendelse af certifikater og prøvninger vedrørende disse forhold.
Stk. 2. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at de kollektive elforsyningsvirksomheder administrerer regler fastsat i medfør af stk. 1 og § 59, stk. 1, samt træffer afgørelse i forhold, der er reguleret af regler fastsat i medfør af disse bestemmelser.
Stk. 3. Miljø- og energiministeren fører tilsyn med overholdelse af regler fastsat i medfør af stk. 1. Miljø- og energiministeren kan påbyde, at forhold, der strider mod regler eller afgørelser i medfør af stk. 1 og 2, bringes i orden straks eller inden en frist.
Stk. 4. Miljø- og energiministeren kan fastsætte gebyrer for anmodning om nettilslutning efter regler fastsat i medfør af stk. 1 og for tilsyn samt for registrering og kontrol med vindmøller og vindmølleejere i forbindelse med oprettelse af et landsdækkende register over vindmøller og vindmølleejere. Der er udpantningsret for de fastsatte gebyrer.
Kilde: Retsinformation.dk