← Elforsyningsloven

§ Elforsyningsloven · kapitel 26 af 30

Kapitel 11 – *

LOV nr 375 af 02/06/1999

Energitilsynet

§ 78. Til varetagelse af tilsyns- og klagefunktion på energiområdet nedsætter miljø- og energiministeren et Energitilsyn.

    Stk. 2. Energitilsynet er et uafhængigt udvalg, som ikke er undergivet instruktionsbeføjelse fra miljø- og energiministeren.

    Stk. 3. Miljø- og energiministeren fastsætter nærmere regler for, hvilke opgaver Energitilsynet skal varetage. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at tilsynet skal varetage opgaver, som er henlagt til ministeren. Miljø- og energiministeren godkender tilsynets forretningsorden.

    Stk. 4. Energitilsynets formand kan efter nærmere aftale med tilsynet træffe afgørelse på tilsynets vegne.

    Stk. 5. Konkurrencestyrelsen og Energistyrelsen stiller sekretariatsbistand til rådighed for tilsynet og dettes formand.

    Stk. 6. De med Energitilsynets etablering og drift forbundne udgifter betales af de virksomheder, som tilsynet fører tilsyn med efter denne lov, jf. dog stk. 7.

    Stk. 7. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler eller træffe afgørelse om de i stk. 5 nævnte forhold og kan fastsætte nærmere regler om betaling efter stk. 6, herunder at der skal betales et gebyr for indbringelse af klage for Energitilsynet.

§ 79. Energitilsynet består af en formand og 6 andre medlemmer, som udpeges af miljø- og energiministeren. Medlemmerne skal være uafhængige af energisektorens parter og skal repræsentere juridisk, økonomisk, teknisk, miljø- og erhvervs- og forbrugermæssig sagkundskab.

    Stk. 2. Tilsynsmedlemmer samt 2 faste suppleanter beskikkes for 4 år. Hvis et medlem eller en suppleant afgår inden udløbet af beskikkelsesperioden, foretages nybeskikkelse kun for den resterende del af perioden.

§ 80. Energitilsynet kan behandle og afgøre sager på eget initiativ eller på grundlag af en anmeldelse eller en klage.

§ 81. Energitilsynet kan uden retskendelse mod behørig legitimation til brug for tilsynet efter loven

  1. på stedet gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning, herunder regnskaber, regnskabsmaterialer, bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data, og

  2. få adgang til en virksomheds eller sammenslutnings lokaler.

    Stk. 2. Politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelser efter stk*.* 1.

§ 82. Energitilsynet aflægger årligt beretning for sin virksomhed til miljø- og energiministeren.

    Stk. 2. Energitilsynet opretter et offentligt tilgængeligt register over anmeldte tariffer, betingelser, tekniske krav og standarder og offentliggør et repræsentativt udsnit af disse mindst 1 gang årligt. Registret skal endvidere indeholde oplysninger om de kollektive elforsyningsvirksomheders ejerandele i elproduktionsvirksomheder og andre kollektive elforsyningsvirksomheder samt om, hvem der besidder ejerandele i kollektive elforsyningsvirksomheder.

    Stk. 3. Anmeldelser er offentligt tilgængelige. Energitilsynet kan dog beslutte, at en anmeldelse ikke offentliggøres, hvis væsentlige hensyn taler herimod.

    Stk. 4. Energitilsynet udarbejder og offentliggør periodiske analyser af de kollektive elforsyningsvirksomheders indtægts- og omkostningsforhold og vurderinger af disse virksomheders udførelse af deres opgaver.

    Stk. 5. Energitilsynet tager fornødne skridt til i øvrigt at sikre gennemsigtighed omkring priser, tariffer, rabatter og vilkår. Energitilsynet kan fastsætte regler om, hvorledes sådanne forhold skal offentliggøres af virksomhederne, og regler om fakturering og specificering af omkostninger over for modtagere af transport- og energiydelser.

    Stk. 6. Energitilsynet kan træffe beslutning om, at en uvildig sagkyndig skal gennemgå regnskaber, kontrakter m.m. i en virksomhed m.v. med henblik på at udarbejde en sagkyndig rapport til brug for tilsynet.

§ 83. Energitilsynet gør miljø- og energiministeren opmærksom på forhold, som tilsynet mener kan have betydning for løsningen af opgaverne med bl.a udstedelse, ændring og kontrol med bevillinger.