Jordforureningsloven § 50

§ 50. Enhver, der flytter jord uden for den ejendom, hvor der er opgravet, og enhver, der anvender sådan jord, skal sikre sig, at jorden ikke giver anledning til skadelig virkning på grundvand, menneskers sundhed og miljøet i øvrigt.

Stk. 2. Opgravning og flytning af forurenet jord og jord fra en kortlagt ejendom, en kortlagt del af en ejendom eller et areal, som anvendes til offentlig vej, skal af vedkommende anmeldes til kommunalbestyrelsen. Anmeldelse af jordens anvendelse skal tillige ske til det pågældende amtsråd og den pågældende kommunalbestyrelse, hvor jorden ønskes anvendt. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om, at anmeldelse i særlige tilfælde kan ske efter opgravning og flytning af jorden og om betingelserne herfor.

Stk. 3. Miljø- og energiministeren kan fastsætte regler om anmeldeordningen efter stk. 2, herunder regler om opgavefordelingen mellem myndighederne og om, at anmelderen skal lade jorden analysere. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om en følgeseddelordning og om dokumentation for jordens håndtering, herunder dokumentation for, at genanvendelse er sket i overensstemmelse med gældende regler.

Stk. 4. Opgravning og håndtering af jord, der udføres i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af stk. 3 og § 51, må iværksættes 4 uger efter anmeldelsen, jf. dog stk. 5 og 6.

Stk. 5. Hvis opgravning og håndtering ikke kan ske efter de i stk. 4 nævnte regler, eller hvis amtsrådet ønsker at modsætte sig jordens genanvendelse eller at stille vilkår herfor, jf. § 51, giver kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet anmelderen meddelelse herom inden 4 uger efter anmeldelsen. Anmelderen kan i sådanne tilfælde ikke iværksætte opgravningen og håndteringen.

Stk. 6. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter stk. 5 og afgørelser efter reglerne udstedt i medfør af stk. 3 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Kilde: Retsinformation.dk