← Lov om Hovedstadens Udviklingsråd

§ Lov om Hovedstadens Udviklingsråd · kapitel 10 af 14

Kapitel 3 – Styrelse

LOV nr 354 af 02/06/1999

§ 5. De nærmere regler om styrelsen af Hovedstadens Udviklingsråds anliggender fastsættes i en styrelsesvedtægt, der vedtages af udviklingsrådet og godkendes af indenrigsministeren. Forslag til styrelsesvedtægt samt ændringer i vedtægten skal undergives 2 behandlinger i udviklingsrådet med mindst 6 dages mellemrum.

Stk. 2. Udviklingsrådet vedtager selv sin forretningsorden.

§ 6. Udviklingsrådet afholder sit konstituerende møde i januar i det år, hvori udviklingsrådets funktionsperiode påbegyndes, jf. § 2, stk. 3. Indkaldelse til det konstituerende møde foretages af det medlem, der længst har været medlem af udviklingsrådet, eller, hvis flere har været medlem lige længe, af det ældste medlem.

Stk. 2. På det konstituerende møde vælger udviklingsrådet sin formand blandt de fødte medlemmer af udviklingsrådet. Valget foretages efter reglerne i § 24, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse. Valget ledes af det medlem, der har indkaldt til mødet.

Stk. 3. Når valget af formand har fundet sted, vælger udviklingsrådet blandt de fødte medlemmer en første og anden næstformand til i den nævnte rækkefølge at fungere ved formandens forfald. Valget ledes af den nyvalgte formand eller i dennes forfald af det medlem, der har ledet formandsvalget. Valget foretages under ét som forholdstalsvalg, jf. § 24, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse.

Stk. 4. Valgene af formand og næstformænd har virkning for udviklingsrådets funktionsperiode, jf. § 2, stk. 3.

§ 7. Udviklingsrådet er beslutningsdygtigt, når mindst 7 medlemmer er til stede.

Stk. 2. Udviklingsrådets beslutninger træffes ved stemmeflertal. Til vedtagelse af beslutning om udviklingsrådets budget, optagelse af lån, påtagelse af garantiforpligtelser og ydelse af støtte efter § 4 kræves dog, at mindst 7 medlemmer stemmer for beslutningen.

§ 8. Udviklingsrådet kan nedsætte et eller flere udvalg til at varetage den umiddelbare forvaltning af udviklingsrådets anliggender.

Stk. 2. Til varetagelse af den umiddelbare forvaltning af udviklingsrådets opgaver som landzonemyndighed nedsætter udviklingsrådet et landzoneudvalg, der består af syv medlemmer. Af landzoneudvalgets medlemmer vælges fire medlemmer blandt udviklingsrådets medlemmer, og tre medlemmer samt stedfortrædere for disse vælges efter indstilling fra kommuneforeningerne i Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amter.

Stk. 3. Udviklingsrådet kan endvidere nedsætte særlige udvalg efter reglerne i § 17, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse.

Stk. 4. Når et udvalgsmedlem har forfald, kan medlemmets stedfortræder indtræde i udvalget.

§ 9. Medmindre andet bestemmes i denne lov eller i styrelsesvedtægten for Hovedstadens Udviklingsråd, finder følgende bestemmelser i lov om kommunernes styrelse tilsvarende anvendelse for Hovedstadens Udviklingsråd:

  1. §§ 7-14 om møder m.v.,

  2. kapitel III om udvalg m.v.,

  3. §§ 30-33 om kommunalbestyrelsens formand,

  4. kapitel V og § 54 om kommunernes økonomiske forvaltning, jf. dog stk. 2, og

  5. §§ 63, 66, 67 og 68 om oplysningspligt, funktionsvægring, løn- og øvrige ansættelsesforhold for personale i kommunal tjeneste samt udbud af faste ejendomme.

Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter fristerne i forbindelse med udviklingsrådets budgetvedtagelse, jf. stk. 1, nr. 4.

§ 10. Udviklingsrådet træffer bestemmelse om vederlag til rådets medlemmer og stedfortrædere. Udviklingsrådet træffer endvidere bestemmelse om vederlag til medlemmer af landzoneudvalget, jf. § 8, stk. 2, der ikke er medlemmer af udviklingsrådet, herunder disse medlemmers stedfortrædere.

Stk. 2. Udviklingsrådet kan træffe bestemmelse om vederlag til den, der uden at være medlem af udviklingsrådet deltager i møder i særlige udvalg, jf. § 8, stk. 3.

Stk. 3. Vederlagene efter stk. 1 og 2 godkendes af indenrigsministeren.